Læs flere historier om livet med vold.
Vi tror alle, at det ikke kan ske for os. Og slet ikke, når man som mig har arbejdet i psykiatrien og gang på gang har mødt mennesker, der har levet med en voldelig partner. Dengang tænkte jeg tit, at hvis det var mig, ville jeg da bare have pakket mine ting og skredet for længst.
Af Cæcilie Paarup Madsen
Jeg burde have set alle tegnene
Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet i psykiatrien i mange år. I dag er jeg flov over, hvordan jeg tænkte om de kvinder, jeg talte med dengang. For at leve med vold er ikke, som det ser ud. Man reagerer ikke på volden, som man tror, at man vil. Og det er ikke bare sådan lige at pakke sine ting. Det har jeg mærket på min egen krop.
Mit eget forhold varede i fire år. Jeg forsøgte at gå fra ham flere gange, men de fleste gange uden held. Dengang vidste jeg jo ikke, at det var vold, jeg var udsat for – blot at der var noget, der ikke føltes rigtigt. Jeg er i mit arbejde som sygeplejerske stødt på mange kvinder, der har været udsat for vold, og med det samme kunne jeg forstå på deres historier, præcis hvad jeg skulle kalde det, de oplevede. Men det er bare noget helt andet, når man selv oplever det. Det er svært at få øje på, fordi der er så mange faktorer, der kan forklare, hvorfor en person opfører sig sådan. Og når du hele tiden får at vide af folk omkring dig, at det er i dit eget hoved, begynder man efterhånden at tro på det.
Når jeg ser tilbage på det, ved jeg godt, at der var røde flag
Når jeg ser tilbage på forholdet nu, kan jeg godt se, at der var ”røde flag” til at starte med. Der gik eksempelvis ikke ret lang tid, fra min partner og jeg mødte hinanden, til han fik overtalt mig til at efterlade hele mit netværk, hvor jeg kom fra, og flytte ind hos ham i en anden by. På det tidspunkt lå jeg i en sag om at få bopælen til min søn. Min partners argument var, at jeg kunne repræsentere ”den gode, stabile familie”, hvis vi boede sammen. Det var dog ikke ligefrem stabilitet, der herskede i hjemmet, efter vi begyndte at dele det. Tværtimod blev hans voldelige tendenser kun tydeligere.
Da sagen endte med, at jeg mistede bopælsretten til min søn, faldt min verden sammen. Det knækkede mig fuldstændig. Men i stedet for at give mig den omsorg, jeg havde behov for, smed min partner mig ud, fordi han ikke kunne holde ud at se på, at jeg græd hele tiden. Jeg var jo ikke brugbar, når jeg var ked af det.
Han kontrollerede alt
Der var mange episoder som disse. Udover at jeg skulle gøre mig fortjent til hans nærvær, ville han også kontrollere, hvordan jeg gik klædt, og hvem jeg talte med og sås med. Det var de mindste ting, der kunne få ham til at eksplodere. Og når han først var i gang, kunne han fortsætte i timevis. Det udmøntede sig sjældent i deciderede slag, men jeg kan ikke tælle de gange, hvor han har taget fat om halsen på mig. Det blev så normalt, at jeg en dag tog mig selv i at tænke, at ”jeg dør jo ikke af et kvælertag”.
Jeg vil langt hellere have et par på hovedet end den psykiske vold, han udsatte mig for
Selvom hans vrede sjældent kom til udtryk i slag, ville jeg langt hellere have et par på hovedet end den psykiske vold, han udsatte mig for i alle de år, vi var sammen. Jeg har flere gange bedt ham om at slå mig; om han ikke bare ville banke mig i jorden og få det overstået i stedet for at råbe, skrige og nedgøre mig, hvilket ellers var blevet til hverdag. Den psykiske vold påvirker os på måder, der ikke er til at forstå; slører grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert; gør det umuligt at se, hvordan man skal komme helskindet ud af det. Han fik manipuleret mig til at tro, at det var min egen skyld, at han opførte sig, som han gjorde. At det var mig, der var noget galt med.
Der var også sundhedspersonale, der talte ad de baner, da jeg blev diagnosticeret med ADHD. Jeg fik at vide, at ”ADHD’ere er vanskelige at bo sammen med”. Måske var det egentlig bare min diagnose, der var problemet? Når jeg søgte hjælp hos kommunen til at komme væk, blev jeg for det meste sendt væk. En enkelt gang blev jeg henvist til et forsorgshjem for psykisk syge og aktive misbruger. Jeg var hverken misbruger eller syg, så jeg tog ikke imod det – og det var for kommunen åbenbart et tegn på, at min tilstand ikke var ”slem nok” til, at de kunne tilbyde mig hjælp.
Jeg blev isoleret fra min familie - de troede, at det var diagnosen, der var skylden
Jeg mistede også kontakten til det meste af min familie i den tid, vi var sammen. Senere har jeg fået at vide, at min familie troede, at det var min diagnose, der gjorde, at jeg trak mig. I virkeligheden var det et af midlerne til kontrol, som min partner hyppigt udøvede. Han brugte min familie imod mig ved at påpege, at de aldrig kom og besøgte mig i mit nye hjem; at de ikke var gode for mig og ikke ville have mig. På den måde kunne han få mig for sig selv – og hvorfor skulle jeg forlade ham, når han til sidst var det eneste, jeg havde?
Der gik lang tid, før jeg anmeldte ham
Jeg gik først endeligt fra ham efter en voldsom episode, hvor jeg endte på hospitalet. Han havde bedt mig om at skride, og da jeg nægtede, forsøgte han fysisk at smide mig ud igennem hoveddøren til vores hjem. Det endte med en voldsom flænge i min underarm, som jeg måtte på hospitalet for at få syet. Politiet blev tilkaldt den aften, men episoden blev noteret som husspektakler, fordi min partner havde fået overbevist alle om, at vi havde været lige gode om det.
Jeg kom på krisecenter, efter jeg blev udskrevet fra hospitalet. På det tidspunkt havde jeg anmeldt ham til politiet to gange, men der var altid et eller andet, der gjorde, at der ikke blev handlet på det. En af gangene sendte han sin datter hjem til mig. Hun dukkede grædende op på mit dørtrin og spurgte, hvordan jeg kunne gøre det mod hende og hendes familie. Hvilket modbydeligt menneske jeg var, siden jeg uden at blinke kunne sende hendes far i fængsel. Jeg trak anmeldelsen tilbage få dage efter.
Det kunne ikke være rigtigt, at det var mig, der skulle være taberen i det her
Denne gang var anderledes, fordi jeg for første gang var opfyldt af en inderlig vrede. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg bare skulle gå her og lade det stå til – lade ham slippe af sted med det. Jeg var vred over, at det var mig, der var taberen i det her. At det var mig, der skulle gå rundt og være bange for, om han dukkede op på min adresse. Mig, der stod tilbage uden hjem, bil eller arbejde, men i stedet en kæmpe gæld, som han havde optaget i mit navn.
Jeg tog med en veninde ned for at anmelde ham til politiet omkring et halvt år efter episoden, hvor jeg endte på hospitalet. Det var ingen munter oplevelse. Damen, der tog imod min anmeldelse, mente ikke, at jeg var ”typen, der kom på krisecenter”. Kommentaren forargede mig – for hvad ved hun om, hvilken type jeg er? Men senere har den også fået mig til at reflektere over, hvordan vi som samfund tænker om mennesker, der bliver udsat for vold. Vi taler tit om det som noget, man ”ender med at blive udsat for” i stedet for noget, som nogen gør mod dig. Der findes ikke en type – alle kan ende med en partner eller i en familie, der udøver vold.
Vi er er nødt til at sikre bedre hjælp til ofre for partnervold – både før og efter man bryder med partneren
Hvis der er noget, man skal tage med sig fra min historie, så er det, at alle kan blive udsat for vold. Jeg har arbejdet i psykiatrien og burde kunne se alle tegnene – men alligevel blev jeg manipuleret til at tro, at det var mig, der var noget galt med. Og det var ikke blot af min partner – det var også af politiet, som ikke mente, at jeg var ”typen”, der skulle på krisecenter. Eller sundhedspersonalet, der ikke så advarselstegnene, eller som bebrejdede en diagnose for, at et andet menneske brugte vold mod mig. Sundhedspersonale, som jeg selv tidligere har været en del af.
Der findes ikke en bestemt ”type”, der bliver udsat for vold af en partner. Det kan ske for alle, men det bør ikke retfærdiggøre det. Vold er aldrig et middel, der er i orden at ty til, men hvis det alligevel sker, skal vi være bedre klædt på til at hjælpe dem, det går ud over – ikke blot med at komme væk fra volden, men også med at starte et nyt liv bagefter.
Vi skal hjælpe ofre både under og efter volden
Da jeg kom ud af mit forhold, havde jeg ingenting. Min partner havde taget alt, hvad jeg ejede, og desuden optaget gæld i mit navn for at kunne drive sit firma, og efterfølgende har jeg været nødt til at flytte fra min familie og mine venner i København for at få råd til en bolig.
Jeg har ingen intentioner om, at voldsofre skal leve et liv i vild luksus som belønning for at bryde med en voldelig relation. Men vi er nødt til at sætte fokus på, hvordan vi ikke blot kan hjælpe voldsudsatte, mens de er på vej ud af volden, men også støtte dem på den anden side, for det er dér, det er hårdest. Man står ofte tilbage uden noget som helst – hverken netværk, ejendele eller en sammenhængende økonomi. Det må aldrig være sådan, at den bedste mulighed er at blive sammen med en voldelig partner, blot fordi man ikke ved, om man kan få tag over hovedet, hvis man forlader dem.
Emilie er ikke kvindens rigtige navn. Af sikkerhedsmæssige hensyn er personer og steder anonymiseret. Lev Uden Vold kender kvindens identitet.