Læs flere historier om livet med vold.

Det hele startede med en aften i byen. Jeg mødte en sød fyr, som så mange andre har gjort det før mig, og ligesom i en perfekt, romantisk film blev vi forelskede og flyttede ind sammen. Men alle gode film – selv de romantiske af slagsen – har et plottwist. I dette tilfælde var det, at han i stedet for at være min drømmefyr viste sig at være mit værste mareridt. 

 

De første tegn viste sig tidligt

Det er nok de færreste, der har oplevet vold i et forhold, der en dag vågner op og tænker: ”Jeg lever med en voldelig partner.” Når man hører fortællingerne, kommer det ofte snigende og tiltager gradvist. Det var også tilfældet for mig.

Den seksualiserede vold manifesterede sig ret tidligt i vores forhold. Jeg kan tydeligt huske, at jeg skulle gøre mig fortjent til min kærestes nærvær og til sex – det var ikke en selvfølge, blot fordi vi holdt af hinanden.

Senere udviklede det sig til andre former for vold. Den første gang, han var fysisk voldelig mod mig, kom ud af ingenting. Vi havde tilbragt en hyggelig aften i hinandens selskab og nød et glas vin i sofaen, da der opstod en uenighed.

I min verden er der som sådan ikke noget i vejen for, at man i et forhold kan være uenige om ting, men ud af det blå sprang han på mig. Han sprayede mig i øjnene med en peberspray, mens han råbte og skreg af mig. Jeg kan ikke huske, præcis hvad han sagde. Jeg var totalt i chok. Hans øjne var helt sorte, hans ansigt forvrænget, og jeg kunne pludselig ikke genkende ham mere.

Når han undskyldte, troede jeg på ham

Men så undskyldte han. Han hjalp mig ud på badeværelset, hvor jeg fik skyllet mine øjne, mens han tryglede mig om tilgivelse. Det var jo bare, fordi han havde det skidt, sagde han, det var et PTSD-tilfælde. Han kunne ikke gøre for det – jeg havde jo modsat mig ham, og det skulle jeg lade være med.

Jeg troede for det meste på ham. På at det blot var, fordi han havde PTSD. På at det var mig, der havde trådt forkert. På at han ville ændre sig, hvis han fik det bedre. Og sådan fortsatte det i mange år.

Det var meget frem og tilbage imellem os i mange år

Den første gang, jeg gik fra ham, kom jeg på krisecenter, fordi jeg ikke havde noget andet sted at tage hen. Jeg havde opgivet min lejlighed og hele min tilværelse i min hjemby for at flytte sammen med ham. Jeg havde solgt alle mine ting, fordi han mente, at vi to skulle starte forfra – et nyt sted, med nye ting, bare ham og jeg. Og da jeg kom ud på den anden side, havde jeg ingenting.

Det var ikke kun hans voldelige side, jeg havde givet slip på, men også alle de gode ting

Jeg var på krisecentret i fire måneder, før jeg fandt mit eget sted at bo, men selvom opholdet havde givet mig en pause fra min ekskærestes voldelige tendenser, havde det ikke afhjulpet savnet af ham. Det var jo ikke kun hans voldelige side, jeg havde givet slip på, men også alle de gode ting. Han kunne virkelig være sød, når han gerne ville – og han var jo også en mand, jeg havde forelsket mig i.

Vi endte også med at finde sammen igen. Han tog kontakt til mig, kort tid efter jeg havde fundet mig til rette i mit nye hjem, og vi begyndte at ses igen. Jeg troede oprigtigt på, at det ville være anderledes denne gang, og at han havde fået det bedre.

Det er svært at gå

Min familie havde meget svært ved at forstå, hvordan jeg kunne finde sammen med ham igen. De vidste, hvordan han havde behandlet mig, og at jeg havde været på krisecenter af netop den grund. Og selvom de havde ret i, at det ville være bedst for mig at komme videre, er det slet ikke så nemt i virkeligheden. At indse, at man lever med en voldelig partner, er ikke en åbenbaring, man får fra den ene dag til den anden – det er en erkendelsesproces.

Når man er et sted, hvor man er klar til at gå fra dem, er det ikke sikkert, at man kan holde til at blive væk. For selv hvis man kommer helskindet ud på den anden side, sidder man stadig helt alene tilbage og er følelsesmæssigt afhængig af den person, der misbrugte dig. Livet med volden er med til at sørge for, at det netværk, man ellers ville kunne trække på, når først man var klar til at forlade en voldelig partner, er smuldret, når man endelig kommer væk. Og det er dér, det er allersværest at stå ved sin beslutning.

At indse, at man lever med vold, er ikke en åbenbaring, men en erkendelsesproces

Jeg stoppede hurtigt med at tale om mit forhold, netop fordi min familie ikke syntes at forstå, hvad det var, jeg havde gang i, og derfor ikke viste en interesse i, hvad der foregik i mit liv. Det var, som om konsensus var, at hvis ikke jeg selv kunne se, hvad jeg havde rodet mig ud i igen, så behøvede vi ikke tale mere om det. 

Det var sjældent, at han slog mig, men han truede mig på livet

Undskyldningerne, jeg gav på min kærestes vegne igennem årene, der fulgte, er talrige. Han brækkede engang min finger, så jeg måtte opereres, og personalet på sygehuset forsøgte at overbevise mig om at anmelde ham til politiet. Jeg afviste deres forslag med, at han kæmpede med depression og PTSD, og at episoden blot var sket, fordi han havde en dårlig periode. Hvorfor skulle han straffes for at have det svært?

Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg skammede mig over at være havnet i den situation, jeg var i. Eller om jeg i virkeligheden blot prøvede at overbevise mig selv om, at det var sandt.

Jeg var så bange for ham, at jeg ikke kunne sove om natten

Sandheden var dog, at jeg var rædselsslagen for ham. Jeg vidste aldrig, hvad han kunne finde på, eller hvad der skulle til, for at han gik amok. Det kunne være noget, jeg sagde, men det kunne også bare være måden, jeg gik klædt på. Jeg vidste aldrig, hvornår han ville reagere, eller hvad det næste ville blive.

Det var sjældent, at volden udmøntede sig i deciderede slag. Han tyede i højere grad til trusler eller til at smadre mine ejendele, råbe og skrige, og flere gange greb han mig så hårdt om halsen, at jeg besvimede. Han har flere gange sagt, at han vil slå mig ihjel, og jeg kan ikke tælle, hvor mange nætter jeg har været vågen, fordi jeg var bange for at lægge mig til at sove af frygt for, hvad han kunne finde på.

Nogen reagerede først, da volden flyttede ud af hjemmet

Det var først, da andre var vidne til et af hans udbrud, at hans handlinger fik konsekvenser for ham selv. Efter et af vores mange skænderier havde jeg forladt lejligheden, vi boede i sammen, for at få fred fra ham. Jeg var gået over i parken, men der gik ikke længe, før han kom efter mig med en økse i hånden. Han var ved at eksplodere af raseri, og han løb rundt og hamrede øksen ind i træerne, mens han råbte og skreg. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø den dag.

Politiet blev tilkaldt; de ankom kampklædte, med ladte våben, og de tog ham med

Vi var sammen i yderligere 2 år efter det, før jeg kunne gå fra ham én gang for alle. For mange mennesker havde økseepisoden nok været dråben, men for mig var det bare endnu en af hans dårlige dage. Han kom hjem, dagen efter han var blevet anholdt, og undskyldte. Jeg havde – sammen med flere andre, der havde ringet til politiet den dag – anmeldt ham for sin voldsomme opførsel. Men da han sad der på sengen og græd, fik jeg dårlig samvittighed. Jeg ringede til politiet for at trække anmeldelsen tilbage, men fordi episoden var så voldsom, ville de ikke godtage det. Det er jeg taknemmelig for i dag.

Fængselsdom

Han blev idømt 30 dages fængsel, som han endte med at skulle afsone i vores hjem med elektronisk fodlænke i stedet. Jeg måtte ikke være der, mens han afsonede sin straf, så jeg flyttede ud i et stykke tid. Vi boede dog sammen i yderligere to år derefter, hvor tingene blot forværredes.

Jeg havde det så skidt i min krop, at jeg ikke følte, at jeg kunne være i det

Han var stoppet med at bidrage til husholdningen overhovedet. Han brugte det meste af sin tid i soveværelset, hvor han spillede Xbox, og det var mig, der skulle gøre rent, handle ind, lave mad og vaske tøj. Han var utilfreds med alt, jeg gjorde, og blev rasende over de mindste ting.

I den periode brugte han ikke fysisk vold mod mig, men han gjorde alt andet; råbte, skreg, nedgjorde mig, smadrede mine ting og ødelagde vores hjem. Til sidst stoppede jeg med at kommunikere med ham, udover når det var strengt nødvendigt, for alt, hvad jeg sagde, var alligevel ikke godt nok i hans øjne. Jeg var fuldstændig udkørt psykisk, men også fysisk. Jeg havde det så skidt i min krop, at jeg ikke følte, at jeg kunne være i det.

Jeg skulle drives helt derud, hvor jeg var sikker på, at volden skulle tage livet af mig, før jeg kunne sige stop

Jeg fik først modet til at gå fra ham én gang for alle, da det gik op for mig, at jeg ikke elskede ham længere. Indtil nu havde der været en kærlighed, der drog mig imod ham gang på gang. Selvom han var voldelig, havde jeg jo også været forelsket i ham. Men jeg kunne ikke længere udholde måden, han behandlede mig på. Når jeg bad ham om at stoppe med at råbe, fordi jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen, sagde han, at han var ligeglad.

Han havde taget alt fra mig, presset alt ud af mig, og alligevel havde han ingen respekt for mig eller mine følelser. Jeg skulle drives helt derud, hvor jeg var sikker på, at volden skulle tage livet af mig, før jeg endelig fik sagt stop.

Hvis vi skal volden til livs, skal vi uddanne os

Min historie er blot ét eksempel på, hvordan volden påvirker alle aspekter af et liv. Hvordan det kan nedbryde en person og gøre dem til en helt anden. Hvor vigtigt det er, at vi både som samfund, men også som pårørende til nogen, der oplever vold, er opmærksomme på faresignalerne. At vi tør reagere. Og at vi ved hvordan.

Der var flere i min omgangskreds, der lagde mærke til, hvad der foregik, eller som vidste det. Men når jeg fejede det væk som værende ”en dårlig dag” eller en ”skidt periode”, var der ikke nogen, der gjorde noget. Hvorfor gjorde de ikke noget? Jeg tror i bund og grund, at det var, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre.  

Det kræver undervisning og uddannelse, hvis vi skal volden til livs. Vi skal lære mennesker at se faresignalerne, så det ikke ender der, hvor det gjorde for mig: Dér, hvor menneskerne omkring mig ikke vidste, hvordan de skulle gribe ind. Dér, hvor jeg selv blev i tvivl om, hvor grænsen går. Dér, hvor jeg var ude af stand til at komme ud af det, før det næsten var for sent.

Det er kun fire måneder, siden jeg gik fra min partner. Det er stadig hårdt, men jo længere tid der går, jo bedre får jeg det også. Jeg kan godt blive trist over, at jeg ikke gik fra ham tidligere, men jeg bebrejder ikke mig selv. Det tog mig over otte år at komme derhen, hvor jeg er i dag.

Mit håb er, at min historie kan være med til at inspirere eller åbne øjne for nogle af de dynamikker, der er på spil, når man lever med vold, så vi kan blive bedre til at forstå og handle på det. For ingen, som bliver udsat for vold, må ende et sted, hvor de tænker, at volden er deres egen skyld.

Det kræver undervisning og uddannelse, hvis vi skal volden til livs. Vi skal lære mennesker at se faresignalerne, så det ikke ender der, hvor det gjorde for mig.

Fortalt til og skrevet af Cæcilie Paarup Madsen

Liv er ikke kvindens rigtige navn. Af sikkerhedsmæssige hensyn er personer og steder anonymiseret. Skribenten kender kvindens identitet.

 

---