Louises barndom med vold: "Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?"

Læs flere historier om livet med vold.

Som barn blev Louise udsat for vold af sin stedfar. Flere i Louises omgangskreds kendte til volden, men hun fik aldrig den hjælp, hun havde brug for. Volden stod på i ti år, og i dag lever Louise med de traumer og de skader, som volden har givet hende.

 

Af Stine Oksbjerg

Han sagde ikke ”Stop, det må du ikke”, som andre voksne. Det havde han ikke tålmodighed til. Han slog.

Jeg lider af svær angst. Jeg kan ikke holde ud at være i et lokale med mange mennesker, og jeg krymper sammen, hvis en fremmed mand råber højt. Og når fremmede mænd løfter hånden i nærheden af mig, så løfter jeg instinktivt min arm i beskyttelse.

I dag er jeg 37 år, og jeg står til at skulle have førtidspension. Det er helt vildt at tænke på, at det er der, jeg er kommet til på grund af de ting, der skete i min barndom. Fordi jeg blev udsat for vold. Jeg blev slået første gang af min stedfar, da jeg var fem år gammel. Jeg havde gjort noget, jeg ikke måtte, og han blev vred.

Han sagde ikke ”Stop, det må du ikke”, som andre voksne. Det havde han ikke tålmodighed til. Han slog. Flere gange om ugen fik jeg slag på ryggen, slag i hovedet eller en endefuld, og jeg kan huske, at jeg mange gange er blevet løftet op fra gulvet, ved at han hev i min hestehale.

Min stedfar slog mig, indtil jeg blev 15 år gammel. Der fik jeg nok og fandt ud af, at jeg kunne sige fra. Den fysiske vold stoppede, da jeg en dag sparkede ham hårdt i skridtet, da han forsøgte at slå mig. Han har ikke slået mig siden dengang. Men han har i stedet kørt meget på mig psykisk. Han har en meget truende og dominerende adfærd, og jeg er stadig bange for ham den dag i dag.

Ingen kære mor og far

Min mor og far blev skilt, da jeg var 3 år gammel. Kort efter møder min mor min stedfar, og min far møder en ny kæreste. Min rigtige far var ligeglad med mig, men min stedmor var sød mod mig og prøvede at tage sig af mig. Jeg fortalte hende, når min stedfar havde slået, og hun forsøgte at fortælle min far, hvad der foregik.

Men min far gjorde ikke noget ved det.

Jeg kan huske en gang, hvor min stedmor sagde, at hun ville ønske, jeg kunne være mere hjemme hos hende. Men samtidig sagde hun, at hun ikke kunne gøre noget, fordi jeg ikke var hendes biologiske barn. Det var op til min far. Det har påvirket mig meget hele livet, at han ikke gad mig og ikke gjorde noget for at hjælpe mig dengang.

Min mor vidste også, at min stedfar slog. Hun så det, men hun greb ikke ind. Jeg mindes nogle få gange, hvor hun har bedt ham om at stoppe, fordi det blev for voldsomt. Men hun gjorde ikke andet end det. Min mor har også selv slået mig en enkelt gang. Jeg husker meget tydeligt, hvordan hun tog min hårbørste og slog mig hårdt med den i numsen.

Jeg har som voksen konfronteret min mor med episoden. Først benægtede hun, men så forklarede hun det med, at hun gjorde det, fordi jeg ikke ville høre efter, hvad hun sagde. Selvom det kun var den ene gang, sidder det dybt i mig, og jeg husker det stadig tydeligt den dag i dag.

Selvom han slog mig, var der også kærlighed

Selvom både min mors og min stedfars behandling af mig har haft en masse konsekvenser for mig, så husker jeg også, at de gjorde nogle gode ting for mig i min barndom. På trods af volden var der også kærlighed.

Det var min stedfar, der hjalp mig med mine svære matematikopgaver, når han kom hjem fra arbejde. Jeg havde svært ved matematik og var glad for hans hjælp. Og det var min stedfar, der trøstede mig, da jeg havde kærestesorger som 16-17-årig. Selvom han slog mig, var der også kærlighed til stede.

Jeg savner, at de anerkender det, der er sket. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske.

Det er mærkeligt at tænke på, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv forstår, hvordan det kan være. Og jeg tror også, det er derfor, det i mange år har været svært for mig at få bearbejdet det, der skete dengang.

I dag har jeg dog svært ved at tænke på de gode ting. Og hverken min mor eller stedfar vil stå ved den vold, som jeg blev udsat for i løbet af min barndom. Jeg savner, at de anerkender det, der er sket. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske.

Var det min egen skyld?

Jeg kan huske, at jeg altid var på listesko derhjemme. Jeg var bange for, hvornår det næste slag ville ramme. Jeg forsøgte altid at gøre mit bedste for at please min stedfar og ikke gøre noget, der kunne ramme ved siden af hans forventninger.

Måske havde han ret til at slå mig?

Når han havde slået mig, lukkede jeg mig inde på mit værelse og satte mig med papir og farveblyanter. Jeg tænkte også ofte, om det mon var min egen skyld, at han slog mig. Jeg vidste jo godt, at jeg lavede ballade en gang i mellem, så måske havde han ret til at slå mig.

I dag kan jeg se, at sådan skal man ikke tænke, når man er et lille barn. Selvom jeg har lavet ballade, har det aldrig retfærdiggjort hans slag. Det har aldrig været min egen skyld. Det er aldrig barnets egen skyld.

Som barn kunne jeg også høre fra mine klassekammerater, at der ikke var nogen af dem, der fik slag, når de gjorde noget forkert. Så derfor tænkte jeg også ofte, at det ikke var okay, det, der skete med mig.

Jeg blev mobbet meget voldsomt igennem min skoletid, så der var ikke så mange, jeg følte mig tryg ved og kunne betro mig til. Jeg havde det dårligt i skolen, og når jeg havde fri, gik jeg hjem til et hjem, hvor mareridtet fortsatte. Der var få steder, hvor jeg følte mig tryg.

Ingen gjorde noget – selvom de kendte til volden

Jeg har en god veninde, som jeg har kendt, siden jeg var barn. Hendes hjem og hendes familie var mit helle. Jeg fortalte, hvad der skete derhjemme både til min veninde og til hendes forældre, og de har også været vidne til volden i nogle tilfælde. De prøvede at sige til min stedfar, at han skulle stoppe det, og at det var forkert, det han gjorde. Men der skete ikke mere end det.

Da jeg gik i 6. klasse, opdagede min idrætslærer en dag en masse blå mærker på min ryg, selvom jeg gjorde mit bedste for at skjule dem. Dagen før havde jeg gjort et eller andet, som min stedfar blev vred over. Jeg havde lukket døren til mit værelse, men han slog døren ind, råbte ad mig og løftede mig op fra gulvet ved at holde i min hestehale, mens han slog mig flere gange i ryggen. Da han satte mig ned, sagde han, at det ville blive endnu værre næste gang, hvis jeg gjorde det igen.

Jeg indrømmede til sidst, at det var min stedfar, der havde slået mig

Da min lærer opdagede mærkerne, løj jeg først og sagde, at jeg havde leget brydekamp med mine kammerater. Min lærer insisterede på, at det lignede en voksen hånd, der havde påført mærkerne, og jeg indrømmede til sidst, at det var min stedfar, der havde slået mig.

Skolen kontaktede kommunen, og det førte til, at jeg fik nogle samtaler med en børnepsykolog. Mine forældre sagde til skolen, at det var mig, den var gal med. Først efter fjerde eller femte samtale med psykologen, fortalte jeg, hvad der skete derhjemme, og at jeg blev udsat for vold. Psykologen konfronterede mine forældre med det, og så meldte de mig fra hos psykologen igen. Og så skete der ikke mere.

Konsekvenser på lang sigt

Det er først nu som 37-årig, at jeg for alvor er begyndt at bearbejde det, der skete i min barndom. At jeg blev udsat for vold. Jeg har gået hos en del psykologer i mit voksne liv, og jeg er blevet udredt for angst. Men jeg har aldrig rigtig fortalt om, hvad der skete.

Jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle håndtere det. Min første mand udsatte mig desuden for psykisk vold. Han skulle kontrollere alt og ville hele tiden vide, hvor jeg var, og hvad jeg lavede. Heldigvis kom jeg ud af det, og jeg har nu været sammen med en dejlig mand i 13 år, der bakker mig op og støtter mig. Vi har to børn sammen.

Jeg er nødt til at fortælle min historie

Det er gået op for, at jeg er nødt til at fortælle min historie. Både for min egen skyld og for at få bearbejdet oplevelserne. Men også for måske at kunne hjælpe andre i samme situation som mig. Jeg vil gerne have, at folk ved, hvordan det er at leve med vold i sin barndom, og hvad det kan give af traumer senere i livet, hvis man ikke får hjælp.

Jeg vil også gerne have, at de, der slår eller er psykisk voldelige, ved, hvilke konsekvenser volden kan have på lang sigt. For det tror jeg ikke, de ved. Jeg tror, de har brug for at høre det fra en som mig, som har oplevet det på egen krop. Jeg fik ikke hjælp som barn, og jeg må leve med konsekvenserne af det i dag. Nogen skulle have sagt noget og reageret. Jeg tænker tit over, hvorfor der ikke var nogen, der gjorde noget.

 

Louise er et opdigtet navn. Af hensyn til Louise og hendes familie har vi valgt at anonymisere hende i artiklen. Hendes rigtige identitet er kendt af Lev Uden Vold.

 


 

Ingen børn fortjener at blive udsat for vold!

Det er afgørende, at vi som samfund hjælper de børn, der på ulykkelig vis vokser op med vold tæt inde på livet.

Vi ved nemlig, at der er stor risiko for, at børn, der vokser op med vold tæt inde på livet, bærer volden med sig ind i voksenlivet – enten som voldsudøver eller voldudsat, hvis de ikke får hjælp i tide. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stoppe generationsvold.

Kontakt vores nationale hotline, hvis du har viden eller mistanke om vold mod børn på 1888.

Børn kan ringe direkte til Børnetelefonen på tlf. 116111.

Her kan du læse mere om vold mod børn.

Her kan du læse om de forskellige former for vold.

Læs flere historier