Lev Uden Vold søger SoMe- og kommunikationspraktikant til foråret

|

Kategorier

Nyheder
|

Vil du bruge dine kommunikative superkræfter til at sætte et vigtigt emne på dagsordenen? Brænder du for at gøre en forskel for mennesker, der har vold tæt inde på livet? Og vil du samtidig gerne blive bedre til dit kommunikationsfag via praktisk erfaring hos os? Så er du måske den nye SoMe- og kommunikationspraktikant, som vi i Lev Uden Vold søger til foråret – og vi glæder os til at møde dig!

Om Lev Uden Vold

Lev Uden Vold er Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Det gør vi med konkrete tilbud til voldtægtsofre, voldsudsatte og voldsudøvere, mere viden på området, øget opmærksomhed og mere debat i samfundet. Målet er, at ingen mennesker i Danmark skal udsættes for vold i fremtiden.

 

Om arbejdsopgaverne og mulighederne for dig

Vi er meget åbne overfor og nysgerrige på, hvad din uddannelses- eller kommunikationsprofil er, og hvorfor den vil passe godt til Lev Uden Vold. Vi går mest op i, at du er god til at fortælle historier, har lyst til at lære og mod på at udfordre os. Alt efter hvem du er, og hvor du har dine spidskompetencer, kan vi tilpasse stillingen til dig. 

 

Følgende vil være de primære opgaver, hvor vi forestiller os, at du kan bidrage: 

  • Indhold til vores sociale medier: Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter. Både tekst, billeder, grafik og andre typer af indhold 
  • Skrive artikler, interviews, debatindlæg og andre tekster  
  • Redigere og udvikle vores hjemmeside 
  • Udarbejde, opsætte og udsende nyhedsbreve 
  • Udvikling af eksekvering af kampagner og andre kommunikationsprojekter 
  • Videoproduktion 

 

Vi forventer ikke, du kan det hele, men at du har erfaring med nogle af opgaverne. Og at du har lyst til at blive bedre sammen med os. Du får mulighed for at læne dig op ad professionelle kommunikationsfolk med erfaring fra Christiansborg, interesseorganisationer og NGO-branchen.

Du vil få fysisk arbejdsplads i vores sekretariat på H.C. Andersens Boulevard. Du kommer til at indgå som en fast og helt ligeværdig del af vores lille, men slagkraftige kommunikations- og presseteam, der består af en kommunikationschef, politisk konsulent og en student.

 

Om stillingen 

Praktikstillingen er med opstart i januar. Det ugentlige timetal og praktikperiodens længde afhænger af dit studie. Praktikforløbet er ulønnet, og derfor er det vigtigt, at du kan bruge det som led i en igangværende uddannelse. Vi kan tilpasse stillingen, så du har mulighed for at passe et studiejob ved siden af, hvis du ønsker. 

 

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt presse- og kommunikationschef Asbjørn Lindsø på 3149 4441 eller al@levudenvold.dk.  

 

Ansøgningsfristen er søndag 14. november 2021. Vi afholder løbende samtaler, så lad os høre fra dig hurtigst muligt, hvis du er interesseret. 

 

Send din ansøgning og CV til job@levudenvold.dk.  

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Tryk her for at komme væk fra denne side