| Helene Oldrup, Sofia Kjær og Nathalie Weih ∣ Danmark ∣ Lev Uden Vold ∣ 2019 ∣
Mange tusinde danskere bliver hvert år udsat for vold i en nær relation. De seneste tal viser, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold. Og kigger vi på psykisk partnervold, er tallet dobbelt så højt (Statens Institut for Folkesundhed, VIVE).
Samtidig ved vi, at det samlede antal pladser på krisecentre og tilbud om ambulant behandling – primært i ngo-organisationer – er begrænset og langt mindre end antallet af voldsudsatte og voldsudøvere.
Indtil nu har vi ikke vidst nok om, hvordan kommunerne møder borgere berørt af partnervold. Derfor har Lev Uden Vold i en ny undersøgelse kortlagt kommunernes praksis og indsats over for partnervold.
Kommuneundersøgelsen undersøger praksis og indsats over for partnervold i henholdsvis voksen- og socialafdelinger og børne- og familieafdelinger i 80 forskellige kommuner, hvilket giver en samlet svarprocent på 82 procent. Der er også udført kvalitative interviews med i alt 9 ledere og 12 sagsbehandlere fordelt på 9 kommuner.
Læs hele undersøgelsen: Partnervold - kommunernes praksis og indsats af Lev Uden Vold her.
Undersøgelsen viser, at hovedparten af kommunerne mangler et tydeligt beredskab. Stort set ingen kommuner har en handlingsplan på området, og udover henvisning til krisecenterophold har kommunerne sjældent en struktureret tilgang til sager om partnervold.
Samtidig er der ikke fokus på tidlig opsporing og forebyggelse af partnervold, og de færreste kommuner tilbyder ambulante tilbud såsom psykologhjælp eller gruppeterapi til voksne voldsudsatte eller voldsudøvere.