Seksualiseret vold og voldtægt

Hvis du bliver udsat for seksualiseret vold eller voldtægt, vil du typisk føle, at du bliver behandlet uværdigt, respektløst og uden omsorg.

At blive udsat for voldtægt og seksualiseret vold kan have alvorlige psykiske konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at du får hjælp og taler med nogen om det, du har oplevet.

Vi ved fra vores rådgivning og forskning, at der kan være mange måder at udøve seksualiseret vold på. Seksualiseret vold er derfor et begreb, som kan dække over mange forskellige uønskede seksuelle og seksualiserende handlinger. Det kan for eksempel være, at:

  • Du bliver tvunget til sex.
  • Du bliver seksuelt udnyttet, mens du er fuld.
  • Du bliver seksuelt udnyttet, mens du sover.
  • Personen ikke stopper under sex, selvom du har bedt om det.
  • Du bliver plaget om sex og føler, at du skal bevise personen, at du elsker han/hun ved at have sex.
  • Du bliver rørt på din krop mod din vilje.
  • Du bliver kaldt nedværdigende seksualiserende ord, som får dig til at føle dig som en genstand.
  • Du bliver filmet eller fotograferet i en intim situation, selvom du ikke har sagt eller vist lyst til det.
  • Du får delt intime billeder af dig selv.
  • Du bliver manipuleret eller presset til at sende seksuelle billeder eller video af dig selv.

Samtidig er det vigtigt at vide, at voldtægt og andre former for seksualiseret vold ikke kun sker mellem personer, som ikke kender hinanden. I størstedelen af overgrebene kender offer og gerningsperson hinanden, enten som nuværende eller tidligere partner, ven/bekendt eller familiemedlem.

Da mange voldtægter og seksuelle overgreb bliver begået af en person, som offeret kender i forvejen, især en partner eller ven, sker de fleste overgreb enten i offerets eller gerningspersonens hjem.

Ligesom de øvrige voldsformer kan seksualiseret vold og voldtægt være meget krænkende – og tit vil du opleve, at den bliver brugt til at opnå kontrol over dig.

Har du brug for hjælp eller rådgivning?

Vores nationale hotline har åbent hele døgnet - Tlf. 1888