Det kan for eksempel være, at du har mistet kontrollen, råbt, truet, skubbet eller slået – eller at du har følt behov for at kontrollere, overvåge eller tale ned til din partner eller dine børn. Det kan også være, at dit barn har overværet voldsomme konflikter eller vold mellem dig og din partner.
Hvis du kan spejle dig i den beskrivelse, vil vi meget gerne interviewe dig til en undersøgelse, hvor 30 forældre og 12 fagpersoner deltager.
Hvad handler interviewet om?
Interviewet vil tage udgangspunkt i dine oplevelser som forælder. Vi er interesserede i at høre om, hvordan du har oplevet voldsomme situationer med dine børn og/eller partner, hvilke tanker og følelser de har vækket, og hvilken støtte du har haft brug for – eller manglet.
Der er ingen rigtige eller forkerte svar. Formålet er ikke at vurdere eller dømme, men at lytte og lære.
Dine perspektiver er værdifulde
Dine erfaringer kan være med til at skabe bedre hjælp til andre familier, der står i lignende situationer, og give fagpersoner mere viden om forældres oplevelser og behov.
Kort om undersøgelsen
- Interviewet tager udgangspunkt i dine oplevelser som forælder
- Formålet er at lytte og lære – ikke at vurdere dine oplevelser
- Interviewet varer ca. én time og foregår telefonisk på et tidspunkt, der passer dig
- Din deltagelse er helt anonym
Din tryghed og anonymitet
Vi ved, det kan være svært at tale om. Derfor er det vigtigt for os, at du føler dig tryg. Interviewet er anonymt, og ingen vil kunne genkende dig. Når undersøgelsen er færdig, udgiver vi en rapport på denne hjemmeside. Rapporten vil ikke indeholde personfølsomme oplysninger eller oplysninger, der på andre måder kan føres tilbage til dig.
Har du lyst til at deltage – eller bare høre mere?
Du er meget velkommen til at kontakte os, også hvis du blot ønsker at blive klogere på interviewet, inden du beslutter dig for at deltage.
Ring eller skriv på tlf. 29 20 28 90 (Ønsker du at ringe helt anonymt, kan du taste #31# før nummeret)
Du kan også skrive på mail hou@levudenvold.dk