Debatindlæg november 2017 – Koordinerende rådgivning til voldsudsatte mænd

Tilbage til presseoversigten.

Du kan også læse hele debatindlægget om koordinerende rådgivning til voldsudsatte mænd på Jyllands-Postens hjemmeside.

Ligestilling – også for voldsudsatte mænd

Op mod 33.000 kvinder og 13.000 mænd udsættes hvert år for fysisk vold fra deres partner. Det svarer til, at knapt tre ud af ti voldsudsatte er en mand. Og her taler vi alene om den fysiske vold og f.eks. ikke den psykiske vold. En større andel af mændene er udsat for en mildere form for vold som fx rusk, slag med flad hånd mv. i forhold til kvinderne.

I Lev Uden Vold mener vi, at vi – i højere grad end tilfældet er i dag – skal give voldsudsatte mænd de samme muligheder for hjælp som voldsudsatte kvinder. Også selvom en større andel af de voldsudsatte mænd er udsat for en mildere form for vold end kvinderne.

En af de ting, vi gerne vil have kigget på, er den såkaldte koordinerende rådgivning, der siden 2015 er blevet tilbudt kvinder, der har haft ophold på et krisecenter. Med en koordinerende rådgivning får man hjælp til at komme videre i livet i forhold til bolig, job mv. af sin bopælskommune. Man har en person, der hjælper en videre, og som man løbende er i kontakt med i forhold til både økonomiske og juridiske spørgsmål. Indsatsen sættes i princippet i gang allerede, når der er kommet en indberetning fra krisecenteret, om at der er blevet indskrevet en kvinde på centeret.

Læs også: Mere og bedre hjælp til flere

En tilsvarende indberetning, om hvorfor den enkelte mand har fået ophold på et mandecenter eller bosted, gives også, når det handler om voldsudsatte mænd. Men på trods af den samme form for indberetning har de voldsudsatte mænd ikke krav på den samme opfølgning fra kommunerne som kvinderne.

Man skulle umiddelbart mene, at det ville være til at overskue også at give mændene den samme hjælp, når de flytter fra det mandecenter, de har haft ophold på. Konkret er det under ti centre i hele landet, der er registreret som tilbud, der har voldsudsatte mænd som målgruppe. Og kun en andel af deres beboere har rent faktisk været udsat for vold.

Alligevel valgte man – meget bevidst – mændene fra, da man ændrede loven tilbage i 2015 og gav alle kvinder fra krisecentre ret til den koordinerende rådgivning. I bemærkningerne til loven skrev man direkte, at der – fordi flere kvinder end mænd bliver udsat for vold inden for familien – var et større behov for at sætte ind med hjælp og støtte over for kvinderne. Det fremgår da også direkte, at ”lovforslaget vurderes på den baggrund at have positive ligestillingsmæssige konsekvenser for kvinder.”

Omvendt kan man sige, at det vedtagne lovforslag har nogle negative ligestillingsmæssige konsekvenser for voldsudsatte mænd. Og argumentet, om at der er flere voldsudsatte kvinder end mænd, kan efter vores mening ikke i sig selv begrunde, at mænd ikke skal være berettigede til de samme tilbud.

I Lev Uden Vold mener vi, at den koordinerende rådgivning, der i dag er et krav til kvinder, der har været voldsudsat, er en vigtig og afgørende indsats. Vi mener også, at mænd på lige fod med kvinder har behov for hjælp og støtte til at etablere et liv uden vold efter ophold på et mandecenter eller bosted. Det handler om at finde fodfæste i livet, men også om at sikre, at mændene ikke i fremtiden får behov for et botilbud igen. Det er både til gavn for den enkelte og menneskeligt, er det det rigtige at gøre. Samfundsøkonomisk er det også det mest fornuftige.

Få mere viden om vold i nære relationer

I Lev Uden Vold mener vi derfor, at kravet om koordinerende rådgivning også burde gælde for voldsudsatte mænd. Konkret kan det gøres ved at udvide retten til koordinerende rådgivning til også at dække mænd, der bor på de såkaldte § 110-tilbud, der er målrettet personer, der har været udsat for voldeligt overgreb. Merudgiften i forhold til den nuværende indsats vil være begrænset.

Helt principielt er det urimeligt ikke at give voldsudsatte mænd og kvinder de samme muligheder. I Lev Uden Vold vil vi gerne have mere ligestilling på området, og den koordinerende rådgivning er en start. Derfor anbefaler vi, at man på Christiansborg kigger lovgivningen igennem på dette område og indfører krav om koordinerende rådgivning for voldsudsatte mænd, som det er gældende for kvinderne.

Væk fra denne side