Studentermedhjælper til Lev Uden Volds juridiske rådgivning 

Lev Uden Vold søger studentermedhjælper til den juridiske rådgivning  

Brænder du for at gøre en forskel for mennesker, der har vold tæt inde på livet? Har du kendskab til juridisk rådgivningsarbejde og lyst til at dygtiggøre dig inden for feltet? Så er det måske dig, vi leder efter.  

Om Lev Uden Volds juridiske rådgivning  

Lev Uden Vold tilbyder juridisk rådgivning inden for vold i nære relationer og vold i familien.  

Vores juridiske rådgivning er primært målrettet fagpersoner, der ringer eller skriver på vegne af en voldsudsat og har konkrete juridiske spørgsmål i relation til vold i nære relationer. Det kan f.eks. være kommunale sagsbehandlere, krisecentermedarbejdere, socialrådgivere, psykologer eller frivillige. Derudover rådgiver vi også voldsudsatte, voldsudøvere og pårørende.  

Rådgivningen vedrører primært spørgsmål inden for:  

  • Socialret 
  • Kommunalret 
  • Strafferet 
  • Udlændingeret 
  • Familieret 

Om stillingen  

Vi søger en studentermedhjælper, som primært kan understøtte vores juridiske rådgiver i forbindelse med vores telefoniske og skriftlige rådgivning. 

Du vil indgå i et introduktionsprogram, hvor du vil blive klædt på til at rådgive fagpersoner og andre målgrupper om juridiske forhold, der vedrører vold i nære relationer.  

Du vil derudover bl.a. blive introduceret til juridisk viden om vold i nære relationer, samtalemetoder og henvisningsmuligheder.  

Du vil blive en del af Lev Uden Volds rådgivningscenter, som består af en juridisk rådgiver, 7 socialfaglige rådgivere, 10 studentermedhjælpere og en rådgivningschef.   

Du vil altid have mulighed for at sparre med vores jurist og med resten af teamet, og der vil løbende være mulighed for supervision.  

Vi forestiller os, at:  

  • du er jurastuderende, soc.jur. studerende eller under anden relevant uddannelse. 
  • du som minimum har bestået 1. år på studiet. Det er en fordel, hvis du har mere end ét år tilbage af dit studie. 
  • du har erfaring med at arbejde med mennesker - og meget gerne med rådgivningsarbejde. 
  • du har interesse for vold i nære relationer – og meget gerne erfaring med området. 
  • du er tryghedsskabende og tillidsvækkende. 
  • du er selvstændig og trives med at arbejde alene. 
  • du er god til at kommunikere på engelsk, både mundtligt og skriftligt. 

Ansættelsesvilkår  

Du ansættes 20 timer ugentligt pr. 1. marts 2023 eller snarest muligt. Det nærmere tidspunkt aftales med rådgivningschefen, som bliver din nærmeste leder. Dit primære arbejdssted vil være Lev Uden Volds kontor. Stillingen aflønnes med takst som studentermedhjælper.   

Ansøgningsfrist  

Ansøgningsfristen er fredag d. 3. februar 2023. Stillingerne søges ved at sende en motiveret ansøgning samt CV til job@levudenvold.dk. Angiv venligst ”Juridisk studentermedhjælper til Lev Uden Volds juridiske rådgivning” i emnefeltet på din mail.   

Vi afholder samtaler fredag den 10. februar 2023.   

Hvis du vil vide mere  

Du er velkommen til at kontakte juridisk rådgiver Maja Lindgren på mal@levudenvold.dk, hvis du har konkrete afklarende spørgsmål til stillingen.  

Om Lev Uden Vold  

Lev Uden Vold er Danmarks nationale enhed mod vold i nære relationer. Vi er et nationalt videns-, behandling- og rådgivningscenter, der producerer og formidler viden om vold i nære relationer og tilbyder hjælp og rådgivning gennem vores nationale hotline, juridiske rådgivning og terapeutiske rådgivningsforløb.   

Vi har et særligt ansvar for at sikre et bredt målgruppeperspektiv og favner i vores arbejde både voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd, pårørende og fagfolk, der beskæftiger sig med målgruppen. Målet er færre voldsudsatte i Danmark fremover.  

Klik ind på www.levudenvold.dk og læs mere om Lev Uden Volds opgaver og organisering. Du finder os også på Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram. 

Tryk her for at komme væk fra denne side