Bliv SoMe-praktikant i Lev Uden Vold

Bliv SoMe-praktikant i Lev Uden Vold

Brænder du for at lave engagerende indhold på Instagram? Vil du gøre en forskel for mennesker, der lever med partnervold? Vil du udvikle dine kommunikationskompetencer og prøve kræfter med NGO-verdenen?

Så er du måske den nye SoMe-praktikant, vi søger i Lev Uden Vold til efteråret – og vi glæder os til at møde dig! 

Om arbejdsopgaverne og mulighederne for dig: 

Vi er en af de dagsordensættende organisationer på voldsområdet, og vi nyder interesse fra medier, politikere, forskere, almindelige borgere og mange flere. Det giver mange muligheder for at kommunikere, men det stiller også mange krav til vores kommunikation. Hvad din studieretning er, ser vi ikke som det afgørende. Vi er mest optagede af, at du som praktikant har drive, er kreativt anlagt og med din kommunikationsfaglighed har lyst til at gøre en forskel.

Vi forestiller os, at du vil få følgende opgaver: 

  • Content til vores sociale medier: Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter. Både tekst, billeder, grafik og andre typer af indhold 
  • Redigere og udvikle vores hjemmeside 
  • Skrive artikler, interviews, debatindlæg, nyhedsbreve og andre tekster 
  • Bidrage til politiske konferencer på voldsområdet
  • Udvikle kampagner og andre kommunikationsprojekter 
  • Videoproduktion 

Vi forventer ikke, du kan det hele, men at du har lidt erfaring med nogle af opgaverne. Men først og fremmest, at du har lyst til at blive bedre sammen med os. 

Om Lev Uden Vold: 

Lev Uden Vold er Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Det gør vi med konkrete tilbud til voldsudsatte, voldsudøvere og voldtægtsofre, mere viden på området, øget opmærksomhed og mere debat i samfundet. Målet er, at ingen mennesker i Danmark skal udsættes for vold i fremtiden. 

Du vil få fysisk arbejdsplads i vores sekretariat på H.C. Andersens Boulevard i Indre By. Vi er en lille, men ganske social arbejdsplads med mange fagligheder, søde kollegaer og godt humør. Du kommer til at indgå som en fast og helt ligeværdig del af vores lille, men slagkraftige team, der arbejder med kommunikation, presse og politik.   

Om stillingen: 

Praktikstillingen er med opstart i slutningen af august eller starten af september. Det ugentlige timetal og praktikperiodens længde afhænger af dit studie. Praktikforløbet er ulønnet, og derfor er det vigtigt, at du kan bruge det som led i en igangværende uddannelse. Vi kan tilpasse stillingen, så du har mulighed for at passe et studiejob ved siden af, hvis du ønsker. 

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Jeppe Würtz Petersen, ansvarlig for kommunikation og politik, på jwp@levudenvold.dk eller telefon 24379957.  

Ansøgningsfristen er mandag den 10. april 2023. Vi afholder samtaler løbende, så lad os høre fra dig hurtigst muligt, hvis du er interesseret. 

Send din ansøgning og CV i en samlet pdf-fil til job@levudenvold.dk.

Angiv venligst navnet på den stilling, du søger, i emnefeltet på din mail.

Vi glæder os til at høre fra dig! 

 

Tryk her for at komme væk fra denne side