Kommunale forhold

Her får du svar på spørgsmål om kommunale forhold i forbindelse med vold i nære relationer.


Hvordan får jeg hjælp af min kommune?

Din hjemkommune har pligt til at tilbyde dig rådgivning og vejledning om din situation, og hvilke rettigheder du har – f.eks. i forhold til hjælpeforanstaltninger og økonomiske tilskud.

Det er derfor ikke et krav, at du selv ved, hvad du ønsker at ansøge om – dette skal din kommune hjælpe dig med. Oplever du problemer med at få din kommune i tale, vil vi gerne hjælpe dig på vej. Kontakt gerne Lev Uden Volds juridiske rådgivning.

Man kan blandt andet ansøge om enkelttilskud til uforudsete udgifter og om et såkaldt indskudslån, som kan være bidragende til, at du kan etablere en ny tilværelse i en lejebolig, hvis du f.eks. er fraflyttet din bopæl som følge af vold i hjemmet.


Jeg opholder mig på krisecenter og vil gerne have hjælp fra min kommune

Hvis du opholder dig på et kvindekrisecenter, har du krav på at modtage såkaldt koordinerende rådgivning fra kommunen.

Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. Rådgivningen iværksættes, senest når forberedelsen til udflytning fra krisecenteret påbegyndes, og gives, indtil du og dine eventuelle børn er etableret i egen bolig. Dette fremgår af serviceloven.

Samme lovfæstede ret til koordinerende rådgivning findes pt. desværre ikke til dig, der bor på et mandecenter (eller en anden boform efter servicelovens § 110).  Kommunen har imidlertid en generel vejledningsforpligtelse, hvis du retter henvendelse til dem med et ønske om vejledning eller anmodning om tilskud, boliganvisning mv. – se oven for under ”Hvordan får jeg hjælp af min kommune”.


Jeg opholder mig på et krisecenter/en borform og vil ikke tilbage til min hjemkommune

Du kan frit flytte fra et ophold på krisecenter til en bolig i en anden kommune i landet. Hvis du har brug for at få anvist en bolig, kan du kontakte den kommune, du gerne vil flytte til og blive skrevet op til en bolig. Hvorvidt du vil være berettiget til at få anvist en bolig efter reglerne om kommunal anvisning af boliger (almenboligloven), vil afhænge af den pågældende kommunes vurdering af dine personlige forhold (herunder om du har hjemmeboende børn, dine økonomiske forhold mm.), og ventetiden vil afhænge af, hvem der ellers står på venteliste til at få anvist en bolig.

Hvis du modtager integrationsydelse, er der nogle særlige forhold, der gør sig gældende. Den kommune, du ønsker at flytte til, skal acceptere at overtage din integrationskontrakt, og der er nogle betingelser, som skal være opfyldt.

Du er velkommen til at kontakte Lev Uden Volds juridiske rådgivning for at høre nærmere herom. Vi kan i forbindelse med rådgivningen tilbyde dig tolkebistand, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.


Du kan også finde svar på spørgsmål om:

Væk fra denne side