Efterår 2022/vinter 2023: Diplommodulet 'Vold i nære relationer'

Vil du vide mere om vold i nære relationer? Ønsker du redskaber til at opspore og håndtere voldsproblematikker?

Så er diplommodulet ‘Vold i nære relationer’ noget for dig. Modulet er udviklet i et partnerskab mellem Lev Uden Vold og Professionshøjskolen Absalon.

Som fagperson med borgerkontakt kan du have en afgørende betydning for mennesker, der lever med vold i nære relationer. Den seneste undersøgelse fra VIVE (2022) estimerer, at ca. 82.000 kvinder og ca. 43.000 mænd årligt er udsat for partnervold. Ligesom hvert 5. barn i 8. klasse har oplevet vold i hjemmet.

Partnervold kan have alvorlige fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger for dem, der udsættes for volden. Det samme gælder de børn, der overværer vold mod en forælder. Derfor er det vigtigt, at fagpersoner har viden om og opmærksomhed på, hvordan de kan opspore og hjælpe mennesker, der oplever vold i nære relationer.

Diplommodulet ‘Vold i nære relationer’ er for dig, der arbejder som for eksempel socialrådgiver, socialpædagog eller psykoterapeut. Det kan være i en kommune, på et krisecenter, i misbrugsbehandling eller som familiekonsulent. Det afgørende er ikke, hvad du laver, men at du er i kontakt med udsatte børn og/eller voksne.

Hvad kan du lære?

Modulet giver overblik over voldens omfang, karakter og kompleksitet. Du får mulighed for at arbejde med konkrete redskaber til at opspore og håndtere vold i situationer, hvor du er bekymret for eller har viden om vold.

Modulet tager afsæt i de dilemmaer og udfordringer, du kan møde som fagprofessionel i din hverdag. Du vil derfor blive præsenteret for flere perspektiver i det voldsfaglige felt; den voldsudsattes, udøverens og barnets perspektiv samt de følgevirkninger arbejdet i det voldsfaglige felt kan have for de fagprofessionelle.

Du kommer med andre ord til at arbejde helhedsorienteret med de faglige dilemmaer og problemstillinger, som fagprofessionelle må navigere i ved mistanke eller viden om vold.

Diplommodulet ‘Vold i nære relationer’ vil ikke alene give dig mulighed for at udbrede viden om vold i dit eget bagland. Du vil også få styrket din faglige viden og understøttet din daglige praksis, så du kan give kvalificeret rådgivning og støtte til børn og voksne, du møder i dit daglige arbejde

Et samarbejde mellem Lev Uden Vold og Professionshøjskolen Absalon

Modulet udbydes af Professionshøjskolen Absalon i samarbejde med rådgivere, psykologer og videnskonsulenter fra organisationen Lev Uden Vold, som er Danmarks nationale enhed mod vold i nære relationer. Dine undervisere er erfarne formidlere, som fokuserer på aktuel, forskningsbaseret og anvendelig viden om det voldsfaglige område i samspil med relevante redskaber og metoder. Undervisningen tager afsæt i recovery- og empowerment orienterede tilgange, som understøtter borgerens ressourcer, har fokus på den enkeltes ønsker og håb for fremtiden, medtænker hans/hendes netværk og sigter mod øget tryghed, handlefrihed og selvstændighed. Samtidig er det overordnede formål at understøtte og styrke din arbejdspraksis. Underviserne vil derfor også inddrage deltagernes erfaringer, ganske som undervisningsforløbet gennem bl.a. casearbejde vil give mulighed for at tage afsæt i dine konkrete erfaringer.

Interesseret?

Læs mere om modulet, starttidspunkt, pris, tilmeldingsfrist og mere her.

Du kan også lytte til en spændende podcast, hvor tidligere deltagere og undervisere på uddannelsen deler deres refleksioner over praksis og udbyttet af modulet.

Endeligt kan du læse mere om Absalon og om Lev Uden Vold.

Modulet afvikles over 7 undervisningsgange med praksisnære øvelser og cases i perioden den 11. oktober 2022 til den 29. marts 2023 på Absalons Campus i Trekroner. Modulet er kompetencegivende (10 ECTS points), såfremt du afslutter med eksamen.

Vi glæder os til at høre fra dig!