Olivia, 27 år - fortalt til Lev Uden Vold

Der hersker en myte om, at det er en fremmed person, som springer ud fra en busk. Men sådan er det langt fra altid, og sådan var det ikke for mig.

Det var et overgreb, som blev begået af en ven. Det har været svært, fordi det var en, jeg troede, jeg kunne stole på.

Jeg havde to gode venner, hvor jeg studerede. Vi havde det godt sammen og hang ofte ud. Jeg havde gjort klart for ham, at jeg ikke blandede venskaber og sex. Det var han indforstået med.

En dag, da vi alle tre var sammen, spurgte han flere gange, om jeg ikke skulle overnatte. Det ville jeg ikke, fordi jeg skulle hjem at sove. Men jeg var egentlig også lidt utryg ved at tage hjem alene om aftenen. Jeg købte nogle ting, så jeg kunne overnatte. Fordi jeg havde sat mine grænser så tydeligt på forhånd, var jeg overbevist om, jeg kunne stole på ham.

Men det kunne jeg ikke. Han kyssede mig, ragede på mine bryster og balder, ragede mig i skridtet og stak til sidst sine fingre op i mig.

Jeg sagde flere gange, at jeg var træt, fordi jeg ville vise ham, at vi ikke skulle have sex. Det lyttede han ikke til.

Han sagde bare, at han ikke var træt. Jeg prøvede også at vende mig, men det hjalp ikke – han fortsatte. Det endte med, at jeg sagde til ham, jeg ikke ville have sex. Først da stoppede han.

Under overgrebet var jeg ikke til stede mentalt. Det var en uvirkelighedsfornemmelse; jeg kunne godt fungere fysisk, men jeg var der ikke. Jeg var chokeret, fordi jeg troede, han respekterede min grænse. Faktisk så chokeret, at jeg ikke rigtig sagde noget, mens det stod på.

Han skrev senere undskyld til mig – at han vidste, det var hans ansvar. På det tidspunkt var jeg nok stadig så chokeret, at jeg svarede med en høflig besked, hvor jeg ikke helt fik sagt, hvordan jeg havde det.

Senere på dagen skrev jeg, hvordan jeg virkelig havde det. At jeg var ked af det og uforstående, fordi jeg havde sat mine grænser tydeligt på forhånd.

At jeg følte mig som et stykke kød, man bare kunne bruge.

Han skrev undskyld og sagde, han følte sig som den værste ven.

Det værste var, jeg blev nødt til at se begge mine venner efter overgrebet, fordi jeg havde undervisning med dem. Jeg prøvede at fortsætte venskabet med den anden, men det endte med, at jeg måtte stoppe kontakten, fordi jeg ikke kunne være i, han fortsatte kontakten til ham, som havde forgrebet sig på mig. Det føltes som et dobbeltsvigt.

Center for Voldtægtsofre hjalp mig med at tale fordele og ulemper igennem i forhold til at anmelde overgrebet.

Jeg endte med at anmelde det, men det var en dårlig oplevelse. For jeg følte ikke, jeg blev anerkendt i min oplevelse.   

Unde afhøringerne blev der blandt andet spurgt ind til, hvorvidt jeg lavede nydende lyde i situationen.

Det kunne jeg ikke huske, men jeg forstod heller ikke, hvorfor det var relevant.

Min psykolog siger, det er normalt at foregive nydelse for at komme så hurtigt ud af situationen som muligt.

Til min anden afhøring blev der skrevet en god rapport, hvor jeg følte mig set i min oplevelse. Til sidst fik jeg svar om, at der ikke ville blive rejst tiltale. Der stod, at vores forklaringer var modstridende.

Jeg kan godt blive meget påvirket af, når medierne taler om, at ”nu virker samtykkeloven”. For det er bestemt ikke den oplevelse, jeg har haft.

Olivia er et opdigtet navn, men Lev Uden Vold er bekendt med hendes rigtige identitet.