Læs flere vidnesbyrd 

Julie, 28 år - fortalt til Lev Uden Vold

Jeg husker første gang, det sker. Jeg vågner midt om natten ved, at han er i gang med at tage kvælertag på mig. Han er helt nøgen og tager fat i mit hoved og tvinger mig ned til sine kønsdele. Jeg kæmper en kamp for, at han skal give slip på mig. Men han presser mig og tvinger mig. Jeg kan ikke sige nej, fordi han er i gang med at kvæle mig. Han stopper egentlig ret hurtigt første gang, fordi jeg gør så meget modstand. Men det sker flere gange. Samme mønster – at han tager kvælertag på mig, mens jeg sover.

Jeg følte ikke, jeg var i min egen krop, mens det skete.

Når jeg tænker over det i dag, føles det som en film, der ikke er sket for mig. Jeg har svært ved at skabe kontakt til det. I dag kan jeg jo godt se, at det er meget voldsomt. Men min krop overlevede nok ved at lukke af.

Jeg blev helt stiv i kroppen. En helt ud-af-kroppen-følelse. Hvad er der lige sket? Jeg havde på det tidspunkt tænkt, at jeg skulle ud af forholdet, fordi jeg faktisk var ret bange for ham. Men da overgrebene skete, var det som om, jeg tabte mig selv. Jeg blev pludselig i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert. Mange af de opfattelser, værdier og holdninger jeg havde, havde han vendt fuldstændig op og ned på.

Jeg troede, der var noget galt med mig. På en måde var jeg ret sikker på, at det ikke var sådan, det skulle være. Men alligevel blev jeg i tvivl. Han havde pillet så meget ved mit selvværd, at jeg nærmest ikke turde stille spørgsmålstegn til, hvad han gjorde mere.

Min ekskæreste var en normal mand, som fik mig ind i sit liv. Derfra gik det egentlig ret stærkt, og pludselig begyndte jeg at se en masse dårlige sider af ham. Han begyndte at blive meget psykisk voldelig, og efterhånden begyndte han også at blive fysisk voldelig.

Han kunne finde på at sætte fælder op for mig. Kan du hente noget på tankstationen, kunne han spørge mig. Hvis jeg så ikke gjorde det eller glemte noget, så var det fordi, jeg ikke elskede ham. Eller han kunne opfordre mig til at tage ud med venner og familie, og når jeg så gjorde det, fik jeg skældud. Han kunne ignorere mig i ugevis.

Alt det, der gik forud for overgrebene, gjorde, jeg ikke turde gøre modstand på samme måde.

Det gjorde jeg i starten. Jeg har både slået og sparket ham, men det blev jeg jo også straffet for. Når han stoppede, blev han irriteret. Han lagde sig ned og vendte mig ryggen – som om jeg skulle skamme mig over, jeg ikke havde lyst til det, han havde lyst til.

Jeg talte ikke med nogen om det. Jeg prøvede at glemme det og tænkte, at det måske var en fejl. Eller at jeg havde fortjent det. Måske var det en fair straf for, at jeg ikke lige havde været den, han havde lyst til, jeg skulle være den dag. Jeg prøvede at finde undskyldninger for, hvorfor han havde handlet korrekt. Måske var det mig, som havde en forkert fornemmelse af, hvad der var sket.

De sidste par måneder af vores forhold overlevede jeg egentlig bare. Det var som om, jeg ikke var mig mere.

Jeg var en zombie af en art, til stede fysisk, men alt var lukket ned indvendigt.

Min familie og mine venner begyndte at lægge mærke til, at jeg hverken lignede eller agerede som mig selv. Jeg grinede og talte ikke.

Derfor vidste jeg, at jeg blev nødt til at komme ud af det. Men jeg var bange for at gå fra ham – bange for, hvad han kunne finde på.

Lidt held i uheld fandt jeg en dag ud af, han havde været mig utro. Det har altid været et princip for mig, at jeg ikke vil finde mig i utroskab, så det blev min vej ud. Min veninde og min mor støttede mig. De tog med mig og holdt i bilen nede foran, så jeg havde det som tryghed. Jeg sagde det egentlig ret hurtigt – at vi ikke skulle være sammen, at han skulle ud derfra, og at vi ikke skulle snakke sammen mere. Jeg fortalte ham, det var fordi, at han havde været utro. Det var sidste gang, jeg rigtigt så ham.

For snart to år siden opsøgte jeg hjælp til at bearbejde overgrebene. Blandt andet fordi jeg fik en ny kæreste, som syntes, jeg reagerede voldsomt og anderledes. Jeg var bange for at sove ved siden af ham, og han skulle slet ikke røre ved mig, når jeg sov. Det første halve år sov jeg dårligt nok – jeg var altid halvvågen, når jeg sov med ham. Jeg frygtede, han ville gøre det samme.

Jeg har gået til psykolog i noget tid og faktisk også hos en psykiater, som fortæller, at jeg har fået PTSD af mine oplevelse. Jeg havde det fint med det, men blev enormt vred over, at en person har kunnet forvolde mig så enormt meget smerte, at jeg stadig er mærket af det.

Jeg har svært ved at acceptere, at han har følt, det var okay at misbruge mig så meget til sin fordel.

I dag har jeg navne- og adressebeskyttelse.

Julie er et opdigtet navn, men Lev Uden Vold er bekendt med hendes rigtige identitet. Julie er anonym af hensyn til sin sikkerhed.