Agnes blev voldtaget af sin mand

Agnes, 36 år - fortalt til Lev Uden Vold

Den seksualiserede vold begyndte mest til sidst i vores ægteskab.

Det skete ofte, når jeg havde afvist ham, fordi jeg ikke havde lyst til sex. Han kunne for eksempel fortælle mig, at hvis ikke jeg gjorde det frivilligt, så ville han holde mig fast.

Jeg lærte mig selv at lukke ned, så kun min krop var til stede.

Vi gik i klasse sammen, og første gang vi var sammen, blev jeg gravid med vores søn. Da jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden, valgte jeg at give det en chance.

På det tidspunkt var vores forhold stille og roligt, men undervejs i graviditeten begyndte han at sige, det var mig, som havde presset ham til at få barnet.

Han udsatte mig for psykisk vold; fortalte mig, at jeg ikke var god nok, og at ingen andre ville have mig.

Det kom for eksempel til udtryk ved, at han kontrollerede mine sociale medier. Det blev også fysisk. Han smadrede en glasdør lige foran hovedet på mig, han råbte, og han skreg. Min søn har et minde om, at han smadrede vores køkken.

Jeg smed ham ud, da min søn var under et år. For jeg havde fået nok af hans opførsel og blev nødt til at skabe et godt liv for mig og mit barn. Men efter noget tid gav jeg ham lov til at komme tilbage. Han sagde, det hele ville ændre sig, og jeg følte, jeg skulle redde ham. Jeg fik ret hurtigt en morrolle over for ham, som jeg havde svært ved at komme ud af.

Den seksualiserede vold bestod også i, at han tvang mig til at prostituere mig og have sex med andre. Jeg skrev for eksempel med en ung mand over nettet, og han tilbød, jeg kunne få nogle penge for, at vi havde sex. Min eksmand tvang mig til at gøre det, så han kunne betale for sit misbrug.  

Det var først, da jeg kom på krisecenter, at jeg begyndte at åbne op om overgrebene.

Jeg fik en psykolog og besluttede, jeg blev nødt til at komme ud med det hele. Jeg havde aldrig hørt om seksualiseret vold i parforhold før. Jeg havde altid troet, det var et fremmed menneske, som slog en ned i byen eller på gaden. Det er sådan, jeg har forestillet mig det – ikke ens egen partner.

På krisecentret fik jeg angst og symptomer på PTSD.

I dag ved jeg hvorfor. Mit nervesystem havde været på overarbejde i så mange år.

 

Agnes er et opdigtet navn, men Lev Uden Vold er bekendt med hendes rigtige identitet. Agnes er anonym af hensyn til sine børns tryghed. 

Har du brug for en at tale med?

Hos Lev Uden Volds nationale hotline kan du få gratis og anonym rådgivning om voldtægt og seksualiseret vold. Ring 1888 døgnet rundt.

Har du været udsat for et overgreb, kan du blive påvirket i tiden efter. Det er helt normalt, men det kan være en god idé at tale med nogen om det, du har været udsat for.

Hos den nationale hotline sidder vores rådgivere klar til at lytte og rådgive. 

Læs mere om Lev Uden Volds hotline.

Læs flere vidnesbyrd

Tryk her for at komme væk fra denne side