Hvordan kan man reagere, hvis man er blevet udsat for voldtægt og andre former for seksualiserede overgreb?

Det er normalt at blive ramt af følelser af tvivl og selvbebrejdelse, efter man har været udsat for seksualiseret vold.

Mange kontakter os på den nationale hotline for at afklare, om de har været udsat for et overgreb. De fortæller fx, at de ikke forstår, hvorfor de ikke kunne sige fra. Derfor kan de være bekymrede for, om overgrebet er deres egen skyld.

Et overgreb er aldrig ofrets skyld. Alligevel kan det føles skamfuldt at sidde med en følelse af ikke at have gjort modstand. Ofre for overgreb vil dog typisk gøre en form for modstand. Men det kan være former for modstand, som samfundet ikke er vant til at opfatte som modstand.

Modstand kan se forskellig ud. Nogle former for modstand vil være synlige for omverdenen, andre vil ikke. 

Fælles for formerne er, at modstand udøves for at afvise eller afslutte overgrebet hurtigst muligt.

Eksempler på, hvordan modstand kan se ud:

Direkte måder at vise modstand på kan for eksempel være, at du

  • siger ’nej’, ’stop’ eller ’lad være’
  • græder
  • vender dig bort fra personen
  • trækker dig væk fra eller forsøger at gå fra personen
  • fjerner personens hænder
  • skubber personen væk
  • slår personen

Indirekte måder at vise modstand på kan for eksempel være, at du

  • ignorerer personen der kommer med tilnærmelser
  • kommer med undskyldninger for ikke at ville have sex
  • kommer med undskyldninger for at komme ud af en uønsket seksualiseret situation
  • giver efter for et pres til at indgå i uønsket seksualiseret aktivitet for at afslutte presset eller hurtigst muligt få overgrebet afsluttet
  • bliver passiv på grund af alkohol, frygt eller søvn
  • forholder dig passivt, fordi du oplever at andre former for modstand ikke respekteres, eller fordi du er bange for den anden
  • giver udtryk for nydelse og venlighed uden at mene det for at få et overgreb hurtigt

Har du brug for en at tale med?

Hos Lev Uden Volds nationale hotline kan du få gratis og anonym rådgivning om voldtægt og seksualiseret vold. Ring 1888 døgnet rundt.

Uanset set om du selv har været udsat for seksualiseret vold, kender en som har, eller er i tvivl om du har udsat en anden for seksualiseret vold, kan det være en god idé at tale med nogen om din oplevelse. 

Hos den nationale hotline sidder rådgivere klar til at lytte til dig. 

Læs mere om Lev Uden Volds nationale hotline.

Tryk her for at komme væk fra denne side