Kronik: Vold og partnerdrab kan forhindres. Men det kræver, at politikerne har viljen til det

|

Kategorier

Nyheder
|

Trods tidligere handlingsplaner og tiltag er der ikke noget, der tyder på, at vi er i nærheden af at løse problemerne med partnervold og partnerdrab. Det er på tide, at vores politikere skaber en ambitiøs plan, der faktisk sætter handling bag ordene. Det skiver Lev Uden Vold, Mødrehjælpen, Danner, Dialog Mod Vold, LOKK og Mandecentret i en kronik i Berlingske.

Bragt hos Berlingske.

Den seneste tid har medier og politikere haft fokus på kvindedrab på basis af en række grufulde drabssager. Alene i januar blev tre kvinder dræbt og en ligger i koma. I alle tilfælde er kvindens partner eller ekspartner sigtet for forbrydelsen.

Disse drab er en del af større og uhyggeligt billede. I gennemsnit over de sidste 25 år er én kvinde blevet dræbt af sin partner – hver eneste måned! Det svarer til 57 procent af alle drab på kvinder og mere end en fjerdedel af alle drab i Danmark. Partnerdrab er dermed den største enkeltstående drabstype. Til sammenligning udgør bandedrab kun syv procent.

Nu har Trine Bramsen som ny minister for ligestilling allerede meldt ud, at regeringen vil udarbejde en handlingsplan for drab mod kvinder. Det hilser vi velkommen.

Men en handlingsplan mod kvindedrab kan ikke stå alene. For problemet med kvindedrab står ikke alene. 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold. Tallene er mindst dobbelt så høje, hvis vi medtager psykisk partnervold.

Partnerdrab sker som oftest som kulmination på et langt forløb med vold. Volden udvikler sig over tid, bliver gradvist hyppigere og voldsommere og kan ultimativt ende i drab. Drabene sker altså ikke pludseligt og i affekt, som mange måske tror. Det betyder, at kan vi stoppe volden, så vil vi også stoppe drab.

Den gode nyhed er heldigvis, at vi kender værktøjerne, som skal i brug. Vi kan faktisk forebygge volden og forhindre drab, hvis der er politisk vilje til det. Og det år, vi netop er trådt ind i, er en oplagt lejlighed til at komme i gang. I 2022 skal regeringen nemlig lancere en overordnet handlingsplan mod vold i nære relationer, som skal afløse den seneste handlingsplan på området, som netop udløber i år.

En sådan handlingsplan giver mulighed for at sætte retning og lægge en sammenhængende strategi for, hvordan vi som samfund bekæmper volden og alle dens ulykkelige konsekvenser. Det har vi store forhåbninger til, at Trine Bramsen vil prioritere som ny ligestillingsminister og bannerfører for at bekæmpe vold, overgreb og partnerdrab.

Gearskift og forpligtende mål påkrævet

Den kommende handlingsplan mod vold i nære relationer bliver den sjette i rækken siden den første på området fra 2002. Alle handlingsplaner fra tidligere regeringer har indledt med den samme konstatering: Ingen fortjener et liv med vold. Og alle handlingsplaner har haft samme overordnede ambition: at nedbringe antallet af ofre for vold i nære relationer.

Handlingsplanerne har bestemt også givet anledning til fremskridt. Men ikke nok. For der er desværre intet, der tyder på, at det reelt er lykkedes at sikre flere et liv uden vold.

De mest præcise tal, vi har, viser, at ca. 35.000 kvinder var udsat for fysisk partnervold i 2005, 36.000 i 2010 og 38.000 i 2017. For mænd er tallene 7.000 i 2005, 17.000 i 2010 og 19.000 i 2017. Antallet af kvinder på krisecenter er steget over de seneste år: Fra 1.748 i 2017 til 2.294 i 2020. Og også i Justitsministeriets seneste offerundersøgelse fremgår det, at der er indikationer på, at andelen af voldsofrene, der er udsat for partnervold, er steget i perioden 2005 til 2020.

Så konklusionen er tydelig: Trods flere handlingsplaner og tiltag på området er der ikke noget, der tyder på, at vi er i nærheden af at løse problemerne.

Derfor skal en ny handlingsplan mod vold i nære relationer skifte gear. Vi har brug for, at vores politikere nu tager opgaven på sig og skaber en ambitiøs og sammenhængende handlingsplan, der rent faktisk sætter handling bag ordene.

Vi skal have en plan, der fastsætter helt konkrete og forpligtende mål for indsatsen på tværs af ministerområder. En plan, der afsætter de nødvendige økonomiske midler til at indfri disse på tværs af myndigheder. En plan, som både har massivt fokus på forebyggelse, opsporing så tidligt som muligt og kompetent hjælp og behandling.

Vold sætter dybe spor

Én krone investeret i at forebygge vold vil ofte være fem kroner sparet i den sidste ende.

Det sagde den tidligere norske justitsminister Knut Storberget for nylig til dansk tv. Storberget er bredt anerkendt for at være en afgørende faktor for Norges tårnhøje ambitionsniveau i indsatsen mod vold, som både borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer har stået bag. Norges seneste handlingsplan på området slår således også fast, at det at prioritere arbejdet mod vold er en investering i fremtiden, og at indsatserne finansieres med de tilstrækkelige ressourcer.

Vi opfordrer til, at denne tilgang også bør være bærende i den kommende danske handlingsplan. Vi skal væk fra små puljer og projekter uden sammenhæng. Vi skal i stedet turde investere langt flere midler til indsatsen mod vold ud fra en helhedsorienteret og langsigtet betragtning om, at pengene kommer retur.

For ved at sætte ind mod volden kan vi ikke bare undgå utallige menneskelige tragedier og de frygtelige drab. Vi vil også spare samfundet for de enorme økonomiske omkostninger, som kommer af alle voldens følgevirkninger. En undersøgelse fra SDU har vist, at alene de direkte udgifter ved partnervold mod kvinder beløber sig til 500 mio. kroner årligt. Det er udgifter i sundhedsvæsenet og retsvæsenet, til krisecenterophold og kortsigtede arbejdsmarkedskonsekvenser.

Men det er kun toppen af isbjerget. Volden sætter sig dybe spor og har langvarige konsekvenser for de mennesker, den går udover. Mange vil kæmpe med psykiske lidelser og miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Læg dertil, at volden går i arv: Børn, der vokser op med vold, har langt større risiko for selv at udvikle voldelig adfærd. Udover at alt dette er tragisk på det menneskelige niveau, så er det også dyrt rent samfundsøkonomisk.

Alle disse udgifter kan vi reducere ved at stoppe volden.

En ny handlingsplan med forpligtende mål skal rumme flere konkrete tiltag, end vi kommer omkring i denne kronik. Så lad os fokusere på det allervigtigste: At sikre langt bedre muligheder for hjælp og behandling til både voldsudsatte og voldsudøvere.

Jo tidligere vi stopper volden, desto bedre. Både for at undgå, at den eskalerer til drab, men også for at minimere de følgevirkninger, som volden kan give. Derfor skal vi sikre, at langt flere voldsudsatte får hjælp langt tidligere, end de gør i dag. Det skal vi gøre med specialiseret rådgivning hos voldsfaglige organisationer, der har viden og forståelse for kompleksiteten i partnervold. Ambulant behandling med andre ord. Som et supplement til indsatsen på landets krisecentre.

Alle fortjener et liv uden vold

Vores klare anbefalinger er, at en ny handlingsplan giver alle voldsudsatte en ret til ambulant behandling, og at vi investerer i at løfte de ambulante behandlingsmuligheder markant. Både til kvinder og mænd, børn og voksne. Og både mens de er i volden og på den anden side af volden, når de har brug for hjælp til at genetablere deres liv. Langt fra alle voldsudsatte vil gøre brug for denne ret, men for mange vil det være en værdifuld hjælp.

Samtidig skal vi sikre langt bedre muligheder for behandling til dem, der udøver volden. De eksisterende tilbud til på området har gode resultater. Det er faktisk muligt at give personer, der udøver vold, konkrete værktøjer til at ændre den voldelige adfærd. Men tilbuddene slår slet ikke til. Vi har kun kapacitet til at behandle en brøkdel af de personer, der har behovet. Og tilbuddene er præget af lange ventelister.

Derfor skal den nye handlingsplan sikre, at vi løfter behandlingskapaciteten markant. Samtidig skal vi give kommunerne en pligt til altid at tilbyde en særlig indsats overfor personer, der udsætter deres nære pårørende for vold. Det vil betyde, at langt flere personer, der har udøvet vold, vil kunne give slip på den voldelige adfærd.

Kære politikere, kære regering, kære Trine Bramsen. Nu skal det være. Vi skal lykkes med at give langt flere et liv uden vold.

Lad os sætte ambitiøse mål for nedbringe både antallet af drab og volden generelt. Og lad os forpligte os selv og hinanden på at indfri dem. På tværs af sektorer, myndigheder og ministerområder.

Lad os droppe de små puljer og projekter og investere i området i langt større skala. Fordi vi ved, at pengene kommer tilbage med de rigtige investeringer.

Vi kender værktøjerne. Vi ved, hvad der skal til. Lad den kommende handlingsplan mod vold i nære relationer blive startskuddet. For alle fortjener et liv uden vold.

Kronikken er underskrevet af Mette Marie Yde Poulsen, konstitueret direktør i Danner, Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen, Jacob Engmose Astrup, direktør i Mandecenteret, Jesper Rønn-Simonsen, direktør i Dialog Mod Vold, Kamilla Bjørn Drøidal, direktør i LOKK - Landsorganisation af Kvindekrisecentre og Louise Glerup Aner, konstitueret direktør i Lev Uden Vold