Stillingsopslag: Psykolog/terapeut til behandling af personer, der udøver vold

|

Kategorier

Nyheder
|

Brænder du for at gøre en forskel for mennesker, der bruger vold som udtryksform? Har du voldsfaglig behandlingserfaring og lyst til at omsætte den i en ny og meningsfuld kontekst? Så er vores ledige stilling i Slip Volden hos Lev Uden Vold måske noget for dig.

Om Lev Uden Vold og Slip Volden

Lev Uden Vold er Danmarks nationale enhed mod vold i nære relationer. Vi har et særligt ansvar for at sikre et bredt perspektiv på voldsområdet og favner i vores arbejde både voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd, voldtægtsofre, pårørende og fagfolk, der beskæftiger sig med målgruppen.

Lev Uden Vold består af et videnscenter og et rådgivningscenter, der samlet set arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der lever med vold i nære relationer eller har oplevet voldtægt. Det gør vi med konkrete tilbud til målgruppen, ny viden, formidling samt øget opmærksomhed og debat i samfundet.

Et af vores konkrete tilbud er Slip Volden, som er et telefonisk terapeutisk behandlingstilbud til personer, som udøver vold, og som ønsker at ændre adfærd. Slip Volden er for voksne mænd og kvinder, der har udøvet vold i en nær relation eller er bekymret for at udøve vold i fremtiden. Behandlingen tager udgangspunkt i, at den voldsudøvende ønsker at gøre noget anderledes og bedre fremover, og hjælper den enkelte til at få indsigt i sin egen historie med vold, herunder at få øje på faresignaler før voldsudøvelsen og at give konkrete værktøjer til, hvordan man kan kommunikere på nye måder og løse konflikter uden at blive meget aggressiv.

Om stillingen

Du vil blive ansat i rådgivningscentret i Lev Uden Vold, hvor du vil referere til behandlingschefen, og sammen med din kollega i Slip Volden skal du varetage Lev Uden Volds behandling af personer, der udøver vold, indtil sommeren 2024.

Hos Lev Uden Vold tager vi afsæt i den narrative metode samt den responsbaserede tilgang i vores behandlingspraksis, hvorfor du skal være motiveret for at arbejde på baggrund af disse tilgange.

Hos Lev Uden Vold tager vi afsæt i den narrative metode samt den responsbaserede tilgang i vores behandlingspraksis, hvorfor du skal være motiveret for at arbejde på baggrund af disse tilgange.

Om dig

  • Du er uddannet psykolog eller har en anden relevant uddannelse, der kvalificerer dig til terapeutisk behandling af personer, der udøver vold.
  • Du har relevante voldsfaglige kompetencer og behandlingsmæssig erfaring med de særlige problematikker, der knytter sig til vold i nære relationer, social kontrol mv.
  • Du har indgående kendskab til og erfaring med at anvende den narrative metode og den responsbaserede tilgang.
  • Du er tryghedsskabende og tillidsvækkende og har erfaring med at arbejde med mennesker i krise og sårbare situationer.
  • Du arbejder selvstændigt, struktureret og er ansvarlig i forhold til dine opgaver, som du følger til dørs.
  • Du er samarbejdsorienteret og mener, at de bedste løsninger skabes i fællesskab.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes pr. 1. marts 2022 i en stilling, der er tidsbegrænset indtil den 30. juni 2024. Arbejdsstedet er Lev Uden Volds lokaler i København V. Løn efter gældende overenskomst på det statslige område.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er søndag den 16. januar 2022. Stillingen søges ved at sende en samlet pdf-fil med motiveret ansøgning og CV til job@levudenvold.dk. Angiv venligst navnet på den stilling, du søger, i emnefeltet på din mail.

Vi forventer, at første samtalerunde finder sted den 20. eller 21. januar 2022, og at anden samtalerunde finder sted den 26. januar 2022.

Hvis du vil vide mere

Du er velkommen til at kontakte direktør Sine Gregersen på tlf. 29 32 22 76 eller sg@levudenvold.dk, hvis du har konkrete afklarende spørgsmål til stillingen.

Klik ind på www.levudenvold.dk og læs mere.

om Lev Uden Volds opgaver og organisering. Du finder os også på Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram.