Stillingsopslag: Vi søger en kommunikationsstudent

|

Kategorier

Nyheder
|

Vil du være med til at gøre en forskel for mennesker, der har vold tæt inde på livet? Har du stærke kommunikative evner og lyst til at blive bedre? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye kommunikationsstudent.

38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold. Tallene er mindst dobbelt så høje, hvis vi medtager psykisk partnervold. Og hvert sjette barn i 8. klasse har været udsat for vold af en forælder inden for det seneste år. Det er omfattende udfordringer, som vi skal løse. Det kræver, at vi får vold i nære relationer løftet endnu højere op på dagsordenen. Det leder vi lige nu efter en dygtig student, som kan hjælpe os med.

Vi er Lev Uden Vold – Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Det gør vi med konkrete tilbud til voldsudsatte og voldsudøvere, pårørende og fagpersoner, der beskæftiger sig med målgruppen, mere viden på området, øget opmærksomhed og debat i samfundet.

Vores mål er, at ingen mennesker i Danmark i fremtiden skal leve med vold i en nær relation.                  

Hvad skal du hjælpe os med?

Dine opgaver i jobbet som vores nye kommunikationsstudent vil bl.a. være følgende:

  • Skabe engagerende indhold til vores sociale medier
  • Skrive tekster og artikler til vores hjemmeside og sørge for, at den hele tiden er ajour
  • Skrive debatindlæg
  • Redigere og udsende nyhedsbreve
  • Bidrage til planlægning og afholdelse af konferencer og webinarer
  • Researche på politiske sager

Er der noget særligt, som du med din faglighed brænder for, og som samtidig kan være med til at løfte Lev Uden Volds kommunikation til nye højder, er det kun et plus. 

Hvem er du?

Du er formentlig studerende på en videregående uddannelse, fx kommunikation, medievidenskab, retorik, statskundskab eller journalistik. Du har relevante erfaringer, du kan bruge i jobbet hos os. Og så kan du svare ja til følgende:

  • Du skriver præcist og korrekt og har erfaring med at skrive fx artikler eller webtekster.
  • Du har erfaring med indholdsproduktion til sociale medier.
  • Du er digitalt funderet og god til at formidle på tværs af platforme.
  • Du tager ejerskab for dine opgaver og følger dem til dørs.
  • Du har et højt engagement og tager initiativ.
  • Du har lyst til at lære og blive bedre

Hvad tilbyder vi?

Du kommer til at indgå som en fast og helt ligeværdig del af vores lille, men slagkraftige kommunikations- og presseteam, der består af en kommunikationschef, politisk konsulent og en praktikant. Din faglige udvikling er vigtig for os, så du får mulighed for at læne dig op ad os og udvikle dig sammen med os. Du vil få fysisk arbejdsplads i vores sekretariat på H.C. Andersens Boulevard sammen med ca. 25 dedikerede, engagerede kolleger, der tilsammen udgør Lev Uden Vold.

Arbejdstiden er 15-20 timer ugentligt med fleksible mødetider efter aftale. Opstart hurtigst muligt.

Ansøgningsproces

Du søger stillingen ved senest den 18. november 2021 at sende hos din ansøgning og CV til job@levudenvold.dk. Angiv venligst ”Student til kommunikation + dit navn” i emnefeltet på din mail.

Du er velkommen til at kontakte presse- og kommunikationschef Asbjørn på tlf. 3149 4441, hvis du har afklarende spørgsmål til stillingen.

Du kan læse om Lev Uden Volds mission, vision og værdier her.