Bekæmpelse af vold mod børn er et fælles ansvar. Nu lancerer et bredt partnerskab bag foreningen Barndom Uden Vold – med politi, kommuner og organisationer – en landsdækkende kampagne, der skal få flere til at reagere, når de får mistanke om vold mod et barn.
Kontrol. Nedgørelse. Skub og slag.
Hjemmet skal være barnets tryggeste base. Alligevel vokser alt for mange børn op i hjem med vold uden at få hjælp. De lever i utryghed og perioder med konstant alarmberedskab. Konsekvenserne kan være mange og række langt ind i voksenlivet.
Det er baggrunden for, at foreningen Barndom Uden Vold sammen med mere end 50 aktører på tværs af civilsamfundsorganisationer, politi og kommuner lancerer kampagnen På Lærkevej vokser hvert sjette barn op med vold. Lærkevej er ikke en konkret case, men et symbol. Som det mest udbredte vejnavn i Danmark skal navnet minde om, at vold mod børn finder sted i helt almindelige hjem – på helt almindelige villaveje.
Kampagnen skal styrke den fælles samtale om vold mod børn, så det bliver mindre tabubelagt og skamfuldt – både for de børn, der lever med vold, og for de voksne omkring dem.
Budskabet er klart: Sig det højt. Bekymring for eller viden om vold mod et barn må aldrig ignoreres eller affejes som andres ansvar. Og opstår tvivlen, skal der handles på den.
- Hvert 6. barn vokser op med vold.
- Vold i barndommen kan give både fysiske og psykiske ar resten af livet.
- Kender du nogen, der lever med vold? Underret hjemkommunen.
- Er situationen akut ring til politiet på 112.
- Rådgivning: Ring til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888.
- Find nyttig viden på barndomudenvold.dk.
”Det kan være svært at sige det højt, når man har kendskab til ubehagelige oplysninger om en anden familie, men det bør ikke stå i vejen for, at børnene får hjælp. Så mit råd er: prøv at tale med barnets lærer eller pædagog eller underret kommunen direkte. Det vigtigste er, at barnet får omsorgsfuld hjælp og ikke sendes hjem til et utrygt og voldeligt hjem dag ind og dag ud,” siger Lisbeth Jessen, direktør i foreningen Barndom Uden Vold, som har mobiliseret partnerskabet bag kampagnen.
Skal nedbryde berøringsangst med viden
I de kommende uger vil danskerne møde oplysning om vold mod børn i gadebilledet, ved busstoppesteder og online. Målet er at styrke danskernes viden om vold mod børn, så færre tøver, og flere tør handle.
For tvivlen er en reel barriere for mange. En undersøgelse gennemført af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – og Implement Consulting for Barndom Uden Vold viser, at næsten halvdelen af de danskere, der angiver, at de ikke vil underrette kommunen om vold i hjemmet, holder sig tilbage, fordi de er i tvivl om situationens alvor.
Men når tvivlen står i vejen for handling, kan det få alvorlige konsekvenser, siger direktør i Barndom Uden Vold, Lisbeth Jessen.
”I mit arbejde har jeg mødt mange unge mennesker, som ikke kan forstå, at den vold, de oplevede i deres opvækst, ikke gav anledning hos bare én voksen til at sige noget. Med denne kampagne håber vi at kunne fjerne noget af berøringsangsten og vende tendensen,” siger hun.
Hvert sjette barn vokser op med vold
Vold i hjemmet har alvorlige konsekvenser for børn – både når de selv udsættes for den, og når de overværer vold mellem deres forældre.
Tal fra Lev Uden Volds nationale hotline viser, at der er børn i hjemmet i 42 procent af de samtaler vi har med voksne, der udsættes for vold. Samtidig ved vi, at det kan være mindst lige så skadeligt at være vidne til vold mod en forælder eller søskende som selv at blive udsat.
”Vold er ofte familiens hemmelighed – og børn kan af frygt, loyalitet eller skam bære på den hemmelighed i årevis. Derfor er det naturligt for andre at være i tvivl om, hvad der foregår, og om et barns fx dårlige trivsel handler om vold. Men den tvivl må bare ikke få os til at se den anden vej. I Lev Uden Vold håber vi, at kampagnen kan give flere både viden og mod til at handle,” siger direktør i Lev Uden Vold, Elsebeth Kirk Muff.
Er du bekymret for et barn?
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, kan du:
- Finde nyttig viden på barndomudenvold.dk
- Ringe gratis og anonymt til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Hotlinen er døgnåben og her kan voksne, der er udsat for eller udøver vold, samt pårørende og fagpersoner få rådgivning.
- Ringe til politiet på 112, hvis situationen er akut