Ny afdelingschef for Lev Uden Volds videnscenter

|

Kategorier

Nyheder
|

Lev Uden Vold ansætter Louise Glerup Aner som ny afdelingschef for videnscentret

Den 1. maj starter Louise Glerup Aner som ny afdelingschef for videnscentret i Lev Uden Vold. Louise Glerup Aner kommer senest fra en stilling som chefkonsulent i Rambøll Management Consulting, hvor hun har været ansvarlig for en lang række større videns- og metodeudviklingsprojekter på socialområdet.

Direktør i Lev Uden Vold, Sine Gregersen siger om ansættelsen:

“Jeg er umådelig glad for at få Louise med på holdet. Louises har bred og dyb erfaring med både vidensindsamling, metodeudvikling, formidling og undervisning, som gør hende til den helt rigtige kandidat ift. den fremadrettede ledelse og udvikling af vores vidensafdeling. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Louise og til at se hendes kompetencer udfoldet i praksis til fordel for vores målgrupper.”

Louise Glerup Aner er 48 år og har en Ph.D. i socialgeografi fra 2009 fra Københavns Universitet. Inden Louise blev ansat hos Rambøll, har hun bl.a. arbejdet i Socialstyrelsen og på Professionshøjskolen Metropol.

Hun siger om det nye job:

”Jeg er meget glad og stolt over, at jeg nu får mulighed for at bidrage til Lev Uden Volds vigtige og meningsfulde arbejde. Lev Uden Vold har et stort potentiale i sin rolle som samlende aktør på feltet. Dette potentiale vil jeg sammen med mine kommende kolleger udfolde, blandt andet ved at sikre, at den viden, vi producerer, er praksisrelevant og bringes i spil i de relevante fora - fra offentligheden til de fagprofessionelle og studerende på professionsuddannelserne. Det er vigtigt, at viden og forståelse for vold i nære relationer samles og udbygges, så indsatsen i forhold til forebyggelse og efterværn fortsat udvikles og kvalificeres.”