Pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere har et stort ansvar i arbejdet med småbørnsfamilier, hvor der er mistanke om vold. En ny undersøgelse fra Mary Fonden og Lev Uden Vold viser, at selvom fagpersonerne oplever opsporing og håndtering af vold som en vigtig del af deres arbejde, mangler mange både viden og redskaber til at handle.
Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 722 fagpersoner samt interviews med 22 fagpersoner og viser, at de fleste har haft bekymringer eller konkret viden om vold i de familier, de arbejder med. Alligevel efterspørger størstedelen mere viden – især om de mindre synlige former for vold som digital, materiel og økonomisk vold – og redskaber til at tale med familierne på en nænsom måde.
”Når alle tre faggrupper er enige om, at det er en del af deres arbejdsansvar at hjælpe familier ud af volden, er der et stort potentiale i at klæde fagpersoner som for eksempel pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere bedre på med viden og flere redskaber,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Særligt pædagoger og sundhedsplejersker fremhæver, at det er svært at tage hul på en samtale med familien om vold – og frygten for at skade relationen til familien står ofte i vejen. Blandt socialrådgivere er der større tryghed i samtalerne, men til gengæld peger mange på manglende støttetilbud og begrænsede muligheder for at bevilge hjælp som en barriere.
”Undersøgelsen viser, at fagpersonerne gerne vil tage et ansvar og ønsker at hjælpe både børn og voksne, der lever i familier med vold, men at de oplever at mangle forudsætningerne,” siger Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold. ”Der er et stort forebyggelsespotentiale i at give fagpersonerne de redskaber, som de efterspørger – og sikre, at der er hjælp at henvise familierne til.”
Undersøgelsen er udarbejdet af Analytisk Fællesskab for Mary Fonden og Lev Uden Vold med støtte fra William Demant Fonden.