Lev Uden Vold flytter til Østerbro

|

Kategorier

Nyheder
|

Efter 6 år i indre København rykker Lev Uden Vold til nye lokaler på Østerbro.

En gammel, renoveret pianofabrik på Emdrupvej danner rammerne om Lev Uden Volds nye kontor. Et kontor, som samler hele organisationen – sekretariat, rådgivningscenter og videnscenter – efter vi i nogle år har været fordelt på to adresser på Vesterbro.

Siden Lev Uden Vold blev stiftet i 2017, er vi nemlig vokset. Flere spændende opgaver og indsatser har blandt andet betydet flere medarbejdere – ikke mindst til at rådgive det stigende antal opkald fra voldsudsatte, voldsudøvere, pårørende og fagpersoner, som ringer 1888.

”En af Lev Uden Volds store styrker er det tværfaglige arbejde, som forener viden, rådgivning med erfaring fra godt 9000 samtaler om året og vores dygtige medarbejdere i sekretariatet. Nu har vi endelig fået de fysiske rammer til at arbejde endnu bedre sammen om det, vi er sat i verden for – at nedbringe vold i nære relationer og sikre mere og bedre hjælp til de mennesker, som lever med volden,” fortæller direktør i Lev Uden Vold, Elsebeth Kirk Muff.  

Flyttekasserne er ved at være pakket ud, og vi ser frem til, at de nye lokaler skal danne rammerne om både fagligt og socialt fællesskab – både mellem medarbejdere i Lev Uden Vold og også gerne vores mange gode samarbejdspartnere. Og vi er allerede godt i gang, for den gamle pianofabrik huser også en af Lev Uden Volds gode samarbejdspartnere, Dansk Stalking Center, som vi glæder os til at se endnu mere til.

Du kan nu finde os på:

Emdrupvej 28A, 3. sal.
2100 København

Tryk her for at komme væk fra denne side