Lev Uden Vold får ny leder for rådgivningstilbud

|

Kategorier

Nyheder
|

Maja Bemo Thrane tiltræder 1. marts som ny leder af Lev Uden Volds rådgivningstilbud. Med solid erfaring fra kommuner, civilsamfund og stat skal hun fastholde den faglige kvalitet og videreudvikle rådgivningen som et centralt omdrejningspunkt i arbejdet mod vold i nære relationer.

I Lev Uden Vold får Maja Bemo Thrane ansvaret for – i tæt samspil med organisationens øvrige ledelse og medarbejdere – at sætte faglig og strategisk retning for Lev Uden Volds nationale hotline 1888 samt rådgivningstilbuddene Partnerskab Mod Vold, Slip Volden og et nyt anonymt rådgivningstilbud til voksne, der udøver – eller er i risiko for at udøve – vold mod børn.

Gennem 15 år har Maja arbejdet med udvikling af borgernære indsatser, rådgivning og ledelse på tværs af kommuner, civilsamfund og stat. Senest har hun som teamleder i Familiehuset Ballerup taget initiativ til en tværgående indsats med specialiseret behandling til voldsudøvere, der supplerer de øvrige familiebehandlingsindsatser.

Direktør i Lev Uden Vold, Elsebeth Kirk Muff, siger om ansættelsen:

”Jeg er enormt glad for at byde Maja velkommen som ny leder af rådgivningen i Lev Uden Vold. Maja har en stærk og bred socialfaglig profil og mange års erfaring med at udvikle indsatser for mennesker i udsatte positioner. Den kombination er afgørende i vores arbejde med at nedbringe vold i nære relationer – og i mødet med de mennesker, der lever med voldens konsekvenser. Både jeg, Lev Uden Volds bestyrelse og medarbejderne ser meget frem til samarbejdet.”

For Maja Bemo Thrane er rådgivningen i Lev Uden Vold hjertet i den nationale indsats mod vold i nære relationer.

”Lev Uden Volds rådgivningstilbud er for mange mennesker det første sted, de sætter ord på volden i deres liv. Det øjeblik, hvor et menneske rækker ud, kan være afgørende. Sammen med ledergruppen og medarbejderne ser jeg frem til at blive en del af en rådgivning, der er fagligt stærk, nærværende og tilgængelig. De mennesker, der rækker ud efter rådgivning, skal mødes med viden, respekt og konkrete muligheder for at komme videre. Samtidig glæder jeg mig til at omsætte erfaringer og data til viden, der kan styrke indsatsen mod vold i nære relationer bredere i feltet.”    

Læs mere om Lev Uden Volds rådgivningstilbud her.

Tryk her for at komme væk fra denne side