2025 har været et år, hvor bekymringer og håb har stået side om side. Et år præget af tragiske overskrifter om partnerdrab – men også af vigtige politiske aftaler og stærke samarbejder, der giver grund til håb for de alt for mange danskere, som lever med vold i nære relationer.
For de fleste danskere er julen en tid med ro, varme og fællesskab. Men for familier, der lever med vold, kan julen være utryg og svær at komme igennem. Det er først og fremmest dem, jeg sender en kærlig tanke i juletiden. Og til jer, der lige som os i Lev Uden Vold hver dag arbejder for at stoppe vold i nære relationer og sikre mere og bedre hjælp til dem, det handler om.
For der er desværre stadig brug for os. Og der er fortsat brug for, at vold i nære relationer behandles som det alvorlige og presserende samfundsproblem, det er. Det er vi på tragisk vis blevet mindet om i det forgangne år, hvor partner- og kvindedrab har trukket overskrifter.
Midt i alvoren er der også lyspunkter. Ét af dem er jer. Jer, der hver dag insisterer på at bryde tabuet om vold, vende udviklingen og være den rolige hånd i ryggen for mennesker, der lever med vold. På tværs af civilsamfund, myndigheder og fonde bidrager I med viden, erfaringer og ressourcer, som danner grundlag for handling og politiske forandringer.
Og netop de forandringer begynder vi at se. Der er en voksende politisk erkendelse af, at vold i nære relationer kræver en endnu stærkere og samlet indsats.
Med strafreformen er der blandt andet afsat midler til i perioden 2026-2030 at afprøve et nyt familiecenter, hvor man som voldsudsat eller -udøver kan henvende sig ét sted og få koordineret hjælp og støtte fra fagfolk, myndigheder og NGO’er. Året har også budt på en indførsel af ’den omvendte fodlænke’ og vigtige initiativer mod partnervold og partnerdrab, der fra 2026 betyder, at vi får en længe ventet partnerdrabskommission og en styrkelse af politiets specialiserede teams.
De politiske aftaler betyder også, at Partnerskab Mod Vold – Lev Uden Volds prisvindende samarbejde med landets politikredse om tidlig opsporing og hurtigere hjælp, kan fortsætte foreløbigt frem til 2029 som en del af regeringens handlingsplan om vold mod børn og vold i hjemmet.
Sammen ser vi frem mod 2026, hvor Lev Uden Vold vil styrke fokus på vold i familien og på nogle af de mennesker, vi som samfund alt for ofte overser.
Det gælder blandt andet børn og unge med udviklingshandicap, som er udsat for vold. Og vi vil blive klogere på unges oplevelser med kærestevold, og hvordan de definerer grænserne mellem acceptabel og uacceptabel adfærd.
Samtidig zoomer vi ind på en målgruppe, vi alt for sjældent taler om og med: forældre, der udøver vold mod deres børn. Vi arbejder i 2026 både på ny viden, og vi åbner i foråret et nyt anonymt rådgivningstilbud til forældre der udøver eller er i risiko for at udøve vold mod deres børn – fordi støtte til den voksne også er en vej til at beskytte barnet.
Til sidst vil jeg gerne sige en personlig tak til alle vores samarbejdspartnere. Jeres tillid, viden og engagement er afgørende - og mærkes i hverdagen, både hos os og dem, vi er her for.
Jeg ønsker jer og jeres kære en meningsfuld jul og et nytår med håb, handlekraft og alt det, I ønsker jer mest.
Elsebeth Kirk Muff
Direktør, Lev Uden Vold
Har du brug for voldsfaglig rådgivning?
- Rådgiverne på Lev Uden Volds nationale hotline sidder klar på telefonerne hele julen. Ring 1888 - anonymt, gratis og døgnet rundt.
- Hotlinen er for mennesker, der er berørt af vold – både dem, der er udsat for eller udøver vold, samt pårørende og fagpersoner. Derudover kan mennesker udsat for seksualiseret vold i ikke-nære relationer også få rådgivning.
Læs mere om åbningstiderne for Lev Uden Volds juridiske rådgivning og sekretariat her.