Lev Uden Volds nationale hotline og Lev Uden Volds juridiske rådgivning kan kontaktes hele sommeren.
Mange familier holder lige nu sommerferie og nyder at tilbringe tid sammen.
For familier med vold tæt inde på livet kan den øgede tid sammen dog være ekstra hård. Gennem hele sommeren er det muligt at ringe til Lev Uden Volds nationale hotline og få hjælp og rådgivning om vold i nære relationer.
Ring anonymt, gratis og døgnet rundt på tlf. 1888. Er du i udlandet, kan du ringe 0045 33231908, men vær opmærksom på, at opkald fra udlandet kan koste penge. Den nationale hotlines målgruppe er voldsudsatte og voldsudøvende mænd og kvinder, pårørende og fagpersoner. Derudover er mennesker udsat for seksualiseret vold i ikke-nære relationer også en del af målgruppen.
Lev Uden Volds juridiske rådgivning er også åben for telefoniske henvendelser hele sommeren og kan kontaktes mandage mellem kl. 9.00-14.00 og tirsdage og torsdage mellem kl. 09.00-15.00. Uden for disse tidsrum kan du sende en mail, som vil blive besvaret hurtigst muligt.
Læs mere om Lev Uden Volds nationale hotline og juridiske rådgivning her
I uge 30 holder Lev Uden Volds sekretariat sommerferielukket, og vi besvarer i denne uge hverken telefoniske eller skriftlige henvendelser.
Vi ønsker alle en god sommer.
Få også hjælp og rådgivning andre steder
Lev Uden Volds nationale hotline kan også brobygge til specialiseret hjælp. Ring 1888 for at få rådgivning om, hvor der er en ledig krisecenterplads – eller hvilket ambulant hjælpetilbud, der passer til netop din situation.