Det synes vi om lovforslaget om kriminaliseringen af psykisk vold

|

Kategorier

Nyheder
|

Vi har netop sendt bemærkninger til Justitsministeriet ifm. udkastet til lovforslaget om en selvstændig bestemmelse om psykisk vold.

Stine Oksbjerg

Vi har netop sendt bemærkninger til Justitsministeriet ifm. udkastet til lovforslaget om en selvstændig bestemmelse om psykisk vold.

Justitsministeriet offentliggjorde i slutningen af november udkastet til lovforslaget om en selvstændig bestemmelse om psykisk vold i nære relationer. I dag var der frist for høringssvar og bemærkninger til lovforslaget, inden Justitsministeriet arbejder videre med forslaget. Lovforslaget forventes at blive vedtaget og træde i kraft i 2019. Læs Lev Uden Volds høringssvar her. Her kan du finde udkastet til lovforslaget fra Justitsministeriet. I Lev Uden Vold er vi positive over den kommende kriminalisering. Vi mener, at indførelsen af en selvstændig straffelovsbestemmelse om psykisk vold i nære relationer er et afgørende skridt i forhold til at vise, at vi som samfund ikke accepterer den psykiske vold. Ligesom der i kriminaliseringen ligger en klar erkendelse af, at psykisk vold er mindst lige så skadelig som fysisk vold for den enkelte, der bliver udsat for volden.

Konkrete bemærkninger til forslaget

Overordnet er vi meget tilfredse med udkastet til lovforslaget. Når det er sagt, er der også en række punkter, som vi gerne ser, at der bliver tilføjet i bestemmelsen. Det drejer sig bl.a. om et større fokus på kontrol og isolation som værende en del af den psykiske vold. Ligesom vi gerne ser, at man medtager kæresterelationer blandt unge som en nær relation, hvor der kan indgå psykisk vold. Det er vores erfaring, at de unge er en særlig sårbar gruppe, når det gælder psykisk vold, og derfor skal denne gruppe beskyttes. Du kan finde hele vores høringssvar her. Derudover mener vi, at strafferammen for udøvelse af psykisk vold bør ligestilles med strafferammen for fysisk vold, da psykisk vold har samme alvorlige konsekvenser som fysisk vold for den person, der udsættes for volden, eller de børn eller unge, der lever med volden. Vi har også bemærkninger til obligatorisk beskikkelse af en bistandsadvokat samt i forbindelse med den familieretlige lovgivning.

Lev Uden Volds anbefalinger

Udover de konkrete bemærkninger til lovforslaget har vi en række anbefalinger til opfølgning og implementering af lovforslaget. Der er behov for uddannelse og opkvalificering af politiet, så politibetjente over hele landet ved, hvordan de skal håndtere anmeldelser om psykisk vold, og hvordan de skal kunne se og opspore volden, hvis de møder en voldsudsat familie. Desuden er der behov for mere viden om den psykiske vold. Vi skal vide, hvordan volden kommer til udtryk, hvilke sammenhænge og sociale kontekster den optræder i, og hvilke risikofaktorer der er. Denne viden kan være nyttig i forhold til udviklingen af brugbare redskaber, som eksempelvis kan bruges af politiet. Til sidst ser vi gerne, at der løbende bliver fulgt op på sagerne om psykisk vold inden for politiets regi, så vi hele tiden kan blive klogere på sagerne. Til dette er der behov for nogle konkrete redskaber til opfølgning. Find Lev Uden Volds høringssvar her.  


Vil du følge med på mail?

Har du lyst til at følge med i vores arbejde via et nyhedsbrev, kan du tilmelde dig nedenfor: Nyhedsbrevet henvender sig primært til fagpersoner, der ønsker at modtage fagligt interessante nyheder, tendenser og statistik på området. Ligesom nyhedsbrevet kan indeholde informationer om Lev Uden Volds arbejde generelt. Hvis du ikke er fagperson, men stadig er interesseret i området, er du selvfølgelig velkommen til at tilmelde dig. [gravityform id="1" title="true" description="true"]

Tryk her for at komme væk fra denne side