Det er i dag 25 år siden Folketinget afskaffede revselsesretten. Men der er stadig alt for mange børn, som lever med vold

|

Kategorier

Nyheder
|

På en majdag for 25 år satte Folketinget en stopper for forældres korporlige afstraffelse af deres børn. Men hvorfor skulle vi helt frem til slutningen af 90’erne, før samfundet sagde endeligt fra overfor børneopdragelse med vold? Og hvad kan vi gøre for bedre at hjælpe de børn, der i dag udsættes for vold? Lev Uden Vold markerer dagen for afskaffelsen af revselsesretten i 1997. I den anledning har vi talt med fem mennesker om kampen for at stoppe vold mod børn.

I dag er de fleste enige om, at vold mod børn er forkert, men da Folketinget skulle stemme om afskaffelsen af revselsesretten den 28. maj i 1997, var uenigheden stor. Vi har spurgt to centrale personer om kampen dengang, og hvilken betydning de oplever at afskaffelsen af revselsesretten har haft.

Selv om alle former for legemlig afstraffelse af børn i dag er strafbare, så viser undersøgelser gang på gang, at der stadig er alt for mange børn, der udsættes for vold i hjemmet. Den nyeste undersøgelse fra Børns Vilkår er baseret på besvarelser fra 1.156 elever i 8. klasser. Den estimerer, at hver femte elev har været udsat for fysisk vold i hjemmet i løbet af det seneste år, og næsten hver fjerde elev har været udsat for psykisk vold i hjemmet i løbet af det seneste år.

Ser man på psykisk vold mod børn, er det endnu kortere tid siden, at det blev strafbart at udsætte sine nære relationer for psykisk vold. Det er faktisk kun tre år siden. Afskaffelsen af revselsesretten var derfor kun det første skridt på vejen, og der er stadig lang vej igen og meget at kæmpe for, hvis vold mod børn skal høre fortiden til. Heldigvis er der mange organisationer, der på forskellige måder hver dag arbejder for at stoppe vold mod børn og for at give hjælp og støtte til de børn, der udsættes for vold.

Vi har talt med frontpersonerne for tre af de organisationer, der i dag – på hver deres måde – står på børnenes side. Vi har spurgt dem, hvilken betydning afskaffelsen af revselsesretten har haft, og hvad vi som samfund kan gøre for bedre at hjælpe de børn og unge, der i dag lever med vold i hjemmet.


Frode Muldkjær er journalist og højskolebestyrer. Han var formand for Børnerådet 1994-98

Hvad er det vigtigste, der er kommet ud af afskaffelsen af revselsesretten?

I lovteksten hedder det, at man skal behandle barnet med respekt. Det er et kodeord. Mishandling, overgreb, mobning, revselse, og undertrykkelse af børn handler om mangel på respekt. Mange voksne mangler anerkendelser af, at børn også er mennesker.

Dernæst er loven jo en signalsending. Loven fratog forældrene et værktøj, som mange brugte i opdragelsen. Men man gav dem også nye og andre metoder til at opdrage og inddrage deres børn til at blive ordentlige mennesker med værdier, dannelse, empati, så de var godt rustet til at gå fra barndommens land ind i voksenverdenen med succes. Med færre ar og sår på sjæl og legeme end deres forældre.

Loven og debatten skabte en kulturændring. Og kulturkampen for respekt for børn fortsætter. Et af samfundets fornemmeste børnesagsforkæmpere, Peter Sabroe, sagde i slutningen af 1800-tallet, at ”Hvis blot et barn lider nød, mishandles, eller udsættes for overgreb, så er det et for meget”.

Hvilke argumenter mødte Børnerådet, da man diskuterede afskaffelsen af revselsesretten dengang?

De fleste borgerlige partier brugte primært argumentet om, at staten ad åre ville overtage børnene, fjerne forældreansvaret for deres børn. At det var en krænkelse af privatlivet. Det har jeg altid syntes var et sært argument, især i et samfund som det danske. Af andre argumenter for at beholde retten til at revse og slå børn, som nogle politikere brugte, var at de havde fået mange klø som barn, men ikke havde taget skade.

Et andet ofte nævnt modargument var, at hvis man fjernede forældres ret til at slå, så ville det betyde, at mange børn ville melde deres forældre til politiet eller til de sociale myndigheder. Derved vil vi få et stikkersamfund med mange voldsomme og ubehagelige konsekvenser. Men her glemmer man den store loyalitet, som børn har til deres forældre. Selv om børn godt kan se, at græsset er grønnere ovre ved naboen, så bliver de på den græsplæne de har. Børn ved hvad de har, men de ved ikke hvad de får. Flere børn anmeldte derfor heller ikke deres forældre.

Hvordan blev afskaffelsen af revselsesretten brugt af Børnerådet og børneorganisationerne i årene efter 1997?

I Børnerådet var vi klar med pjecer om den nye lov på mange forskellige sprog, for vi vidste godt, at det blev en lang kamp for at få ændret indstillingen til børn. Jeg tror, befolkningen i dag trænger til at blive opdateret om lovgivningen på børneområdet. Om hvad korporlig og psykisk vold gør mod børn, og at volden netop er en stopklods for en god barndom. Dårlige opvækstvilkår forhindrer, at børn vokser op og bliver hele mennesker - gode samfundsborgere.


Villy Søvndal var socialordfører for SF og stillede beslutningsforslaget, som afskaffede revselsesretten

Hvordan var ”folkestemningen” ift. opdragelsesvold dengang i 1997, da SF stillede beslutningsforslaget?

Jeg tror, der var flertal for at vedtage ændringen, uden at jeg kan huske målinger på det. Men der var støtte fra alt man kunne samle af faglighed. Red Barnet, Børnerådet, Børns Vilkår og alle de organisationer, der arbejdede med børn. Vi så det som en naturlig følge af den historiske udvikling. Engang måtte mestrene slå deres svende, det blev afskaffet i 1921. Hustruvold blev afskaffet engang i 30’erne, og skolelærernes ret til at slå børn blev afskaffet i 60’erne. Det eneste tilbage var børnene, og hvis man kiggede på landene omkring os, så havde de andre nordiske lande for lang tid siden fjernet den særlige revselsesret. Derfor syntes vi, at det var helt naturligt at fortsætte de civilisatoriske fremskridt, hvor man fra samfundets side, meget tydeligt siger, at vold ikke er en acceptabel opdragelsesmetode.

Folketinget var splittet forud for afstemningen i 1997. Hvad bestod uenigheden i?

Vores argumenter var, at vi ikke et øjeblik troede på vold i forbindelse med opdragelse. Vi tror tværtimod på, at børn, der bliver slået, bliver usikre og bange børn. Og vi lænede os op ad enhver tilgængelig sagkundskab. De andres argument var, at man ikke skulle lave den type af signallovgivning, fordi det kunne være nødvendigt at bruge fysisk afstraffelse i opdragelsen af børn. Man mente, at med kriminalisering af almindelig opdragelse af børn, var man med til at så splid i familien.

Hvilken politisk betydning har afskaffelsen af revselsesretten haft de sidste 25 år?

For det første nytter det noget, at samfundet meget tydelig siger, at vold er uden for skiven i forhold til børneopdragelse. For det andet er der nu sager om vold mod børn, hvor man tidligere ville være omfattet af straffrihed. Omvendt bilder jeg mig heller ikke ind, at et enkeltstående initiativ som det her ændrer alt. Men jeg er sikker på, at det gør en forskel over tid. Også fordi, at børnene ved, de har ret til ikke at blive revset. Derfor er jeg sikker på, at det vi gjorde, er rigtigt. Når jeg kigger tilbage på den tid, jeg har været i Folketinget, er det også en af de ting, jeg er gladest for, blev ændret.

Villy Søvndal i sit kontor på Christiansborg i 1995 (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)


Rasmus Kjeldahl er direktør i Børns Vilkår, der siden 1987 har drevet BørneTelefonen

Hvad fortæller de børn, som kontakter børnetelefonen, om den vold de er vidne til eller udsat for i deres eget hjem?

BørneTelefonen hører hvert år fra mange børn og unge, der oplever vold i hjemmet. Nogle fortæller, at deres forældre truer og siger, at de er uønskede. Andre fortæller om at blive nevet, revet i håret, slået med bælte og brændt med strygejern og cigaretter. Mange af børnene er bange for at fortælle om volden – de frygter, hvad der sker med forældrene, de er loyale over for forældrene og vil ikke gøre dem kede af det.

Børns Vilkårs nye tal viser, at alt for mange børn stadig er udsat for vold. Hvilken betydning har afskaffelsen af revselsesretten haft?

Man skulle tro, at det betød mindre vold mod børn, men vores tal viser desværre, at der stadig er alt for mange børn og unge, der lever i hjem med vold. Det er tegn på, at lovgivning langt fra kan stå alene. Men det kan også tyde på, at mange ikke er klar over, at vold er mange ting. Når voksne niver, river i håret og gentagende gange fortæller deres børn, at de er uønskede – det er også strafbar vold. Og så vil jeg mene, at vi griber løsningerne forkert an. Voldelige reaktionsmønstre bliver ikke brudt, når vi symptombehandler med hårdere straffe – både voldsudøveren og alle omkring skal have hjælp til at bearbejde og forebygge, at det sker igen.

Hvordan får vi nedbragt antallet af børn, som er udsat for vold i hjemmet?

Når vi ved, at mange børn og unge er bange for selv at fortælle om volden, så er der i høj grad brug for, at netværket omkring børn og unge bliver opmærksomme på advarselstegnene og handler, når de får mistanke om voldelige forældre. Det er vigtigt, at der bliver investeret i forebyggelse, opsporing og tidlig hjælp – alle børn og unge, der har været udsat for eller vidne til vold i hjemmet bør få tilbud om hjælp til at bearbejde det.

Det er samtidig vigtigt, at alle husker underretningspligten - særligt fagfolk, som har en skærpet pligt til at underrette. En underretning er omsorg for børn og unge, og det fungerer som et sikkerhedsnet omkring dem, når de primære voksne svigter.

Foto: Lev Uden Vold


Ninna Thomsen er direktør i Mødrehjælpen, der siden 1983 har arbejdet for at sikre støtte til mødre for at sikre deres børn bedre opvækstvilkår

Hvilken betydning har afskaffelsen af revselsesretten haft for arbejdet med voldsudsatte børn i dag? 

Afskaffelsen af revselsesretten slog først og fremmest helt fast, at det er ulovligt at udsætte sit barn for fysisk og psykisk vold. Uanset hvad. Loven har på mange måder været med til at danne grundlaget for det børnesyn, vi har den dag i dag. Den var med til at sende et vigtigt signal og skabe momentum for en holdningsændring i samfundet. Samtidig var loven startskuddet til, at børns rettigheder og perspektiv er kommet mere i centrum – både i lovgivningen, i fagpersoners tilgang og i samfundet som helhed.

Desværre betyder det ikke nødvendigvis, at vold i hjemmet er blevet mindre. Ofte er den blot blevet mere skjult. Det stiller derfor store krav til de behandlingstilbud, vi skal kunne tilbyde voldsudsatte børn. Der er stadig masser at kæmpe for her 25 år efter.

I dag er det strafbart at udsætte børn for både fysisk og psykisk vold. Men tallene er stadig alt for høje. Hvordan får vi nedbragt antallet af børn, som er udsat for vold i hjemmet?

Vi skal både vise forældrene en vej ud af volden og en anden måde at opdrage på. Vi skal have fokus på hele familien, både voldsudøver og voldsudsat – voksne og børn. Vi skal hjælpe fagpersoner, pårørende og naboer til at spotte volden og handle på den. Og vi skal oplyse børnene om vold og deres rettigheder og give dem mulighed for at få den hjælp, de har brug for.

Desværre oplever vi i Mødrehjælpen, at lovgivningen i dag spænder ben for, at voldsudsatte børn får den hjælp, de har brug for. Det er nemlig sådan, at hvis et barn under 15 år oplever vold i hjemmet og ønsker behandling hos fx en psykolog i Mødrehjælpen, skal barnet have samtykke fra den eller de forældre, der har forældremyndigheden. Lovgivningen forhindrer altså voldsudsatte børn i at få hjælp. Fx fordi børnene ikke tør lade den voldsudøvende forælder få at vide, at de ønsker behandling. Eller fordi den voldsudøvende forælder ikke selv vil erkende volden – og derfor ikke vil give barnet lov til at få hjælp. Det er ikke godt nok.

Hvad med de børn, der overværer partnervold, hvordan hjælper vi dem?

I Mødrehjælpen har vi stor viden om og erfaring med at hjælpe særligt mødre, der har oplevet fysisk, psykisk, økonomisk og seksuel vold fra deres nuværende eller tidligere partner. Selvom volden ikke er rettet mod børnene, så ved vi, hvor stor indvirkning volden har på de børn, som overværer den. De mistrives, er utrygge, kede af det, angste – ofte traumatiserede. Det er børn, som er konstant på vagt, og som har lært at lytte efter stemmeføringen, trinene og stemningen i hjemmet.

Her handler det igen om at give børnene og hele familien mulighed for at få hjælp. Fagpersoner skal have viden om vold i hjemmet og tegn på mistrivsel hos børn og unge. Og der skal være de rette behandlingstilbud. Her er fx Bryd Tavsheden eller BørneTelefonen vigtige tilbud. Ligesom at vi selv driver erduokay.dk, hvor børn og unge mellem 13-16 år gratis kan få hjælp og rådgivning af Mødrehjælpens socialrådgivere og psykologer.

Foto: Mødrehjælpen/Thomas Wass Evaldsen


Jette Wilhelmsen er leder af Joannahuset, der i 2020 åbnede som Danmarks første og eneste krisecenter for børn og unge

Hvad kendetegner de børn og unge, som I giver husly til i Joannahuset? Hvorfor har de brug for at kunne tage ophold på et krisecenter?

De børn og unge, der kommer i Joannahuset og efterspørger husly, kommer med meget forskellige baggrunde. De er gået hjemmefra oftest på grund af fysisk vold, eller de er blevet smidt ud af forælderen, eller taget væk fra en anbringelse, som de oplever, ikke fungerer. Eller de har været funktionelt hjemløse i måneder fx sofasurfet, sovet tilfældige steder i en kælder, på et loft eller et offentligt toilet. En tredjedel af de unge, der opsøger Joannahuset lever i en form for hjemløshed, og en del af børnene ser Joannahuset som deres sidste udvej til at få hjælp. 

Hvorfor mener du, der er brug for et børne- og ungekrisecenter her 25 år efter afskaffelsen af revselsesretten?

Fordi der i Danmark fortsat er et meget stort antal børn og unge, der bliver udsat for fysisk og psykisk vold. Et børne- ungekrisecenter som Joannahuset kan tilbyde en åben dør 24 timer i døgnet, året rundt i den fase, hvor børn og unge rækker ud efter hjælp. I de første 20 måneder, vi har haft åbent, har over 300 børn og unge henvendt sig i Joannahuset på alle tider af døgnet. Det kræver meget mod og ofte mange overvejelser at række ud efter hjælp, og det er vigtigt, at nogen står klar lige i det øjeblik. hvor modet indtræffer.  

Hvad kan vi som samfund gøre for bedre at hjælpe de børn og unge, der i dag lever med vold i hjemmet?   

I Joannahuset fortæller alt for mange børn og unge, at de ikke kender deres rettigheder, og at de ikke bliver taget alvorligt, når de rækker ud efter hjælp og fortæller om, at de udsættes for vold. Vi skal oplyse børn og unge om deres rettigheder og fortælle dem, hvordan de kan bruge rettighederne og også støtte dem i at bruge dem. Det er derfor, vi i Joannahuset har en rettighedsbaseret rådgivning og en retshjælp. Vi skal lytte til børn og unge, og de ansvarlige voksne skal forpligtes til at samarbejde med børn og tillægge deres ord vægt, når der træffes beslutninger.

Joannahuset modtog Trine Bryld Prisen 2021 (Foto: Bjarke MacCarthy - DR)