Gruppeterapeut i Lev Uden Vold Sara Svane fortæller om, hvordan nedlukningen af Danmark har påvirket arbejdet med personer udsat for vold.
Katja Laukkonen Ravn
Gruppeterapeut i Lev Uden Vold Sara Svane fortæller om, hvordan nedlukningen af Danmark har påvirket arbejdet med personer udsat for vold.
Coronakrisen påvirker os alle på mange forskellige måder. I Lev Uden Vold mærker vi særligt krisen i arbejdet med vores efterværnsgrupper for tidligere voldudsatte. Grupperne har siden nedlukningen været aflyst på grund af smitterisikoen, og derfor har gruppeterapeuterne måtte finde nye veje til at støtte og rådgive voldsudsatte i en særlig svær tid. Sara Svane er gruppeterapeut i Lev Uden Vold. Hun har grupper for voldsudsatte kvinder og børn i Jylland. Her fortæller hun om, hvordan arbejdet og situationen for voldsudsatte har ændret sig under nedlukningen af Danmark.
Hvordan har deltagerne i efterværnsgrupperne reageret på coronakrisen?
Flere deltagere fortæller om isolationen som den sværeste del af coronakrisen. De beskriver, hvordan isolationen minder dem om den isolation, de levede i sammen med den voldelige partner, hvor de ikke var frie til at invitere gæster eller tage på besøg hos de mennesker, de havde lyst til at se. De var heller ikke frie til at tale eller protestere overfor urimelige eller voldsomme handlinger eller hændelser. Under samtalerne har særligt to centrale problematikker stået frem, der har relateret sig til isolationen under coronakrisen: 1. At få taget friheden fra sig – igen Det betyder, at flere får bekræftet erfaringen med, at de ikke har mulighed for at agere i deres eget liv. At de ikke kan yde indflydelse på ting, der er vigtige for dem. Dette har for nogle af kvinderne givet anledning til traumeeffekten: At man oplever, at livet er noget, der sker for en. At livet er noget, man reagerer på og ikke noget, man kan agere i. Det har fået afmagtsfornemmelserne fra fortiden til at blusse op i nutiden for flere af deltagerne. En kvinde fortalte fx, at, at hun var begyndt at blive vred på andre mennesker, fordi vi ikke kunne mødes i gruppen, og at fortvivlelse over ikke selv kunne bestemme, om hun kunne tage ud og se sine venner og familie eller give kram, fik hende til at føle sig urimeligt behandlet. Selvom hun jo godt vidste, at der var smitterisiko, og at det var for at passe på andre mennesker. Kvinden var helt bevidst om, at denne fornemmelse knyttede sig til fortidens vold og urimelige frarøvelse af frihed og retten til at have en stemme. Men ubehaget, vreden og fortvivlelsen blussede op i nutiden i forbindelse med corona-isolationen. 2. At være alene med ’voldens stemmer’ Flere har fortalt om, at når man er alene og isoleret og ikke har nogen at blive bekræftet af, så får ’voldens stemmer’ let overtaget. En kvinde fortalte om, hvordan hun kunne høre sin voldelige eksmands stemme i sit hoved, når hun gik derhjemme alene væk fra arbejdet og væk fra gruppen. Stemmerne var nedgørende: ”Du har ikke styr på noget”, ”Ingen fornuftige mennesker orker at have noget med dig at gøre”. I fraværet af at kunne dele disse stemmer med de andre i gruppen, der kunne bekræfte, hvor uret – og dog genkendelige - stemmerne var, fik stemmerne hende til at tænke, at hendes eksmand nok havde ret: At hun var problemet. Læs om efterværn her.
Hvordan valgte I at håndtere situationen?
Vi talte om andre muligheder for terapi. Vi havde bl.a. overvejelser om onlinegrupper, men da langt de fleste af gruppedeltagerne var hjemme sammen med deres børn, vurderede vi, at det var uhensigtsmæssigt. Der var også andre etiske overvejelser omkring, at vi ikke ville kunne sikre deltagerne, at der ikke kunne være andre til stede i rummet, der kunne se og lytte med. Efter flere forskellige overvejelser valgte vi at tilbyde deltagerne individuelle telefoniske samtaler. Udover samtalerne med deltagerne fra efterværnsgrupperne lavede vi også en aftale med Lev Uden Volds nationale hotline om, at de kunne visitere nogle af de voldsudsatte, de talte med, til 1-3 terapisamtaler med os. Det har fungeret virkelig godt og har givet god mening for både brugerne, hotlinenes rådgivere og for os. Ordningen blev lavet, da vores hotline oplevede udfordringer i henvisningsmuligheder på grund af, at flere ambulante tilbud lukkede ned samt lange ventelister. Derfor var det en rigtig god udnyttelse af den fleksible situation, vi som terapeuter stod i. På den måde blev vi efterværnsterapeuter til et terapeutisk akutberedskab i en coronatid.
Hvad har været den største udfordring?
Det største problem har været, at det ikke har været muligt for deltagerne i efterværnsgrupperne at være i det støttende fællesskab, som grupperne giver. I grupperne møder deltagerne en enestående forståelse og bekræftelse, som de fleste ikke har mulighed for at få fra familie og venner. Og den forståelse og bekræftelse er central, når man skal hele efter voldstraumer. At kunne tale om genkendelige problematikker i grupperne gør det muligt for deltagerne at få placeret skylden hos udøveren og dermed slippe lidt fri fra den skam, der altid følger med, når man har været udsat for vold fra en, man selv har valgt til i sit liv. Min oplevelser er, at fraværet af gruppen har øget flere af deltagernes skamfølelse. Og så har der også været problematikker, vi som terapeuter reelt ikke har kunnet hjælpe med, men som har haft betydelig effekt ind i deltagernes trivsel. Det har primært været problematikker med udskudte familieretssager og den uro og utryghed, der har fulgt med. Et problem, der er opstået som direkte konsekvens af corona, er ventelisterne til grupperne. Ventelisterne har vokset sig så store flere steder, at der nu er ventelister svarende til 2 hele nye grupper i flere byer. Det betyder en ventetid på henholdsvis 6 måneder og 12 måneder.
Hvilke nye løsninger er der kommet ud af coronakrisen?
Jeg er blevet bekræftet i, at telefoniske samtaler - både som enkeltstående, men i særdeleshed også som forløb - virkelig har en terapeutisk effekt og berettigelse.
Har du nogle råd til mennesker med vold tæt på livet, der har det svært under coronakrisen?
Tag kontakt til Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888, hvor du her i coronaperioden også har mulighed for at blive henvist til en terapeutisk samtale og til en efterværnsgruppe, når disse genåbner. Derudover kan det hjælpe at stille sig selv spørgsmål, der hjælper én tilbage til sig selv, når man bliver rystet og ude af sig selv. Spørgsmål, der kan hjælpe med at genfinde ’mig selv’
- Hvorfor vil jeg egentlig gerne være fri fra volden?
- Hvad håber jeg egentlig på og drømmer om?
- Hvorfor drømmer jeg om det? Hvad handler det om, der er vigtigt for mig?
- Hvad går jeg og gør, der handler om dette, der er vigtigt for mig?
- Hvad har jeg også tidligere gjort (også i volden), der handlede om det, der var vigtig for mig, og som jeg prøvede at beskytte?
- Hvad har jeg planer om at blive ved med at gøre, der handler om det, der er vigtig for mig?
Tænk så på nogle af de mennesker, der er/har været i dit liv
- Sammen med hvem kan jeg få mine grænser respekteret?
- Sammen med hvem mærker jeg størst ro og tryghed?
- Sammen med hvem kan jeg bedst være ’mig selv’ og blive hørt og forstået?
- Tænk på en situation sammen med den person, hvor du føler dig helt tryg og rolig – og bliv her i en stund.
Læs mere om vores hotline her.
Har du nogle råd til andre terapeuter?
Hvis du har mulighed for at tilbyde dine gruppedeltagere terapeutiske telefonsamtaler, gerne op til flere, vil det være med til at sikre den terapeutiske relation og sikre, at dem, du taler med, kan vedligeholde helingsprocessen. Så er der bedre mulighed for, at I kan fortsætte, når gruppeterapien kan genåbne fremfor at opleve for store tilbageskridt. Nogle af mine gruppedeltagere har også været meget glade for at kunne skrive mails til mig. Det hjælper på ensomheden og gør det muligt at blive bekræftet i en tid, hvor denne del kan være svær.
Hvad skal man være særlig opmærksom på i takt med genåbningen?
I forhold til vores gruppetilbud, er ventelisterne desværre vokset stødt. Det kommer til at betyde, at mange skal vente på at komme i specialiseret behandling. Det er et stort problem, der kræver en opmærksomhed, og som vi er nødt til at finde løsninger på. Det er vigtigt at finde en måde at håndtere ventelisten på, så vi kan være med til at holde modet og håbet oppe blandt de mennesker, der har brug for hjælp. At voldsudsatte skal vente længe på specialiseret hjælp er hverken rimeligt eller holdbart, for vi ved jo, at problemer har det med at hægte sig mere fast, jo længere tid der går, før man kan få hjælp. En anden ting, som kommer til at præge grupperne i den kommende tid, er, at vi skal overholde reglen om afstand. Det er ikke alle vores lånte lokaler, der kan leve op til disse krav, og vi skal derfor tænke i andre muligheder. Læs vores kronik om mulige konsekvenser af coronakrisen og løsninger på voldsområdet her.