Læs hele kronikken på Politikens hjemmeside.
Det værste er tavsheden
Sine Gregersen er sekretariatschef i Lev Uden Vold.
FORUDSÆTNINGEN for at bekæmpe partnervold er, at vi som samfund ved, hvordan vi bedst kan hjælpe mennesker til et liv uden vold.
På nuværende tidspunkt ved vi allerede, at hvis vi skal hjælpe kvinder, mænd og børn til at genetablere et liv uden vold, er vi nødt til at have et tilstrækkeligt antal pladser på de specialiserede tilbud på voldsområdet, så vi kan hjælpe hurtigst muligt, når nogen rækker ud efter hjælp – det gælder både pladser på krisecentre og ambulante tilbud som f. eks. samtaleterapi og voldsudøverbehandling.
Men ét er, at vi som samfund skal have tilstrækkeligt mange pladser på de specialiserede tilbud, så vi kan hjælpe med det samme, nogen rækker ud efter hjælp.
Noget andet er, hvordan vi bedst muligt støtter den enkelte til rent faktisk at erkende, at de lever et liv med vold, og finde modet til at bryde med volden. Det er første skridt på vejen mod et liv uden vold.
I Danmark har vi indtil nu ikke haft nogen samlet viden om, hvad der kendetegner voldsudsattes og voldsudøvendes veje ud af volden.
Vi har med andre ord indtil nu ikke vidst noget samlet om den proces, det er at erkende, at man lever med vold tæt inde på livet, og hvad der fører til den enkeltes beslutning om at bryde med volden, opsøge hjælp og genskabe et liv uden vold. Derfor har vi i Lev Uden Vold talt med 30 voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd for at blive klogere på, hvad der kendetegner deres veje mod et liv uden vold – herunder hvilke udfordringer de hver især har oplevet i forhold til at erkende volden og finde motivationen til at bryde fri af volden.
Denne viden er essentiel, hvis vi som samfund ønsker at ændre det faktum, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år udsættes for fysisk partnervold i Danmark – og at tallene er dobbelt så høje, hvis vi tæller psykisk partnervold med.
VORES undersøgelse viser, at tavshed og manglende respons fra omverdenen udgør en meget stor barriere for den enkeltes mulighed for at genetablere et liv uden vold.
Læs hele vores undersøgelse Veje mod et liv uden vold her.
Særligt kan fagpersoners og pårørendes tavshed og manglende respons have en negativ betydning for den enkeltes erkendelse af at leve med vold tæt inde på livet og finde motivationen til at bryde med volden.
Flere voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd fortæller os, at selvom deres venner og familie har kendt til volden i løbet af parforholdet, har de negligeret eller ignoreret volden ved ikke at spørge ind til den. Det kan skyldes manglende viden og en opfattelse af, at volden hører privatlivet til.
Men problemet er bare, at når de voldelige handlinger ignoreres og bliver gjort tavse på denne måde, er det svært for det menneske, der er udsat for vold eller udøver volden, at erkende volden og række ud efter hjælp.
Respekten for privatlivet må aldrig holde os fra at gribe ind, når der er tale om vold.
To forskellige kvinder, der har været udsat for vold, forklarer den tavshed, de har mødt, således: »Jeg føler, jeg bevæger mig i et minefelt hele tiden. Jeg tør ikke sige noget, tør ikke handle. Når jeg så en gang imellem tager mod til mig, så kommer mistroen.
Folk bakker ud, vil ikke tage stilling, vil ikke vide – tier stille. Selv dem tæt på kan sige: »Er du helt sikker på, du ikke overtolker det?««. (Kvinde, udsat for vold).
»Min ryg var fuldstændig gul, sort og blå på grund af skader. () Der var ikke nogen, der spurgte, hvordan jeg var kommet til skade. Der var ikke nogen, der sagde noget«. (Kvinde, udsat for vold).
Vi må aldrig lade blå mærker gå ubemærkede hen, og vi skal tage det alvorligt, hvis et menneske rækker ud efter hjælp – også selvom det kan være svært at forstå som udenforstående.
CORONATIDEN påvirker os alle, og tidens usikkerhed kan medvirke til at øge konfliktniveauet i mange hjem.
Derfor har vi alle – både du og jeg – et ekstra ansvar for at være opmærksomme på mistrivsel i vores nære omgivelser, at spørge ind og forsøge at bygge bro videre til specialiseret hjælp, når vi ser tegn på vold.
Vi ved, at volden i nogle familier blev hyppigere og grovere under nedlukningen i foråret. Og samtidigt var det sværere at række ud efter hjælp.
Læs vores notat om partnervold under COVID-19.
I takt med genåbningen af samfundet kom der derfor flere henvendelser fra personer, der havde brug for hjælp og rådgivning.
Som en følge af nedlukningen af samfundet var mange ambulante tilbud nødt til at lukke for indsatsen i en periode. Det har medført længere ventelister.
På vores hotline, der hjælper og rådgiver både voldsudsatte, voldsudøvere, deres pårørende og fagpersoner om vold i nære relationer, mærker vi en frustration over ikke at kunne få hjælp hurtigt. Ligesom der under nedlukningen i foråret også er opbygget lang ventetid på sagsbehandlingen ved familieretshusene og i familieretten, hvilket er med til at skabe et større konfliktniveau i mange familier.
Lige nu er coronakrisen endnu en gang medvirkende til at skabe social isolation ved at begrænse den fysiske kontakt mellem mennesker. Og for mennesker, der lever med vold tæt inde på livet, kan den sociale isolation få volden til at eskalere.
I en tid, hvor vi skal holde afstand og begrænse fysisk kontakt med vores netværk, er det derfor særligt vigtigt at være opmærksom på vores nære omgivelser.
Kun sådan kan vi gøre en forskel og være med til at hjælpe mennesker, der lever med vold tæt inde på livet, til at erkende volden og søge hjælp.
UD OVER AT vi som pårørende kan være med til at gøre en forskel i vejen mod et liv uden vold, så viser vores undersøgelse, at fagpersoner inden for sundhedsvæsenet, der har nær kontakt til borgerne i deres arbejdsliv, har et særligt ansvar for at opspore og reagere på partnervold.
Det gælder praktiserende læger, sagsbehandlere, sundhedsplejersker, privatpraktiserende psykologer, jordemødre mv.
Deres møde med voldsudsatte såvel som voldsudøvende kan få afgørende betydning for, om den enkelte kvinde eller mand erkender volden og finder motivationen til at genetablere et liv uden vold.
Men desværre er der alt for ofte tavshed blandt fagpersonerne, når det drejer sig om vold.
Og både voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd savner, at fagpersoner spørger nærmere ind til tegn på mistrivsel og handler i forhold til den vold, de opsporer. En kvinde, der har været udsat for vold, beskriver en oplevelse hos kommunen således: »Der blev lavet en underretning fra skadestuen.
Men så var vi bare til en samtale hos kommunen, og så var det ligesom det. Vi sad sammen til et møde på kommunen, og jeg var jo helt passiv og kunne ikke sige noget, for jeg vidste godt, at hvis jeg sagde noget forkert og så kom hjem Jeg kunne ikke sige noget, så det var ham, der talte til mødet. Og så lukkede de det bare der. Der var ikke nogen, der talte med mig alene. Der var ikke nogen, der talte med børnene«. (Kvinde, udsat for vold).
Jeg kan føle skuffelsen over systemet og den dybe frustration hos denne kvinde, og det er mit ønske og mit håb, at vi kan blive bedre til at opdage det, der foregår bag facaden.
JEG ER SIKKER på, at det ikke skyldes ond vilje, når fagpersoner ikke spørger uddybende ind, men at det snarere handler om manglende viden om vold og voldens dynamikker.
Vold i nære relationer er som sagt meget kompleks, og hvis man som fagperson ikke er klædt ordentligt på til at håndtere sager, hvor der kan indgå partnervold, er det svært at vide, hvilke tegn man skal kigge efter, og hvordan man bedst skal tackle situationen. For nogle fagpersoner kan tavsheden også handle om en berøringsangst og en opfattelse af, at volden hører privatlivet til.
Det er afgørende, at vi som samfund ruster vores fagpersoner med viden om vold i nære relationer, herunder viden om voldens forskellige former og konsekvenser.
Ligesom vi også skal ruste vores fagpersoner med konkrete redskaber, så de ved, hvordan de skal handle, når de opsporer vold.
Når vi som samfund ruster vores fagpersoner til på det tidligst mulige tidspunkt at opspore vold og handle på den, lægger vi et vigtigt fundament til at bekæmpe vold i nære relationer, da vi så kan sætte ind med hjælp på det tidligst mulige tidspunkt.
Og det gælder ikke kun fagpersoner inden for sundhedssektoren. Skolelærere, børnehavepædagoger, kommunale sagsbehandlere mv. har også et ansvar og skal klædes på til at håndtere situationer med vold i nære relationer blandt de familier, de møder i deres arbejde.
Fagpersoner skal altid have de bedste forudsætninger for at spørge ind til mistrivsel i en familie og spotte vold – også i denne coronatid, hvor den nære kontakt kan blive besværliggjort. Her kan vi lære af erfaringerne fra forårets nedlukning, hvor flere specialiserede organisationer på voldsområdet opnåede gode erfaringer med nye typer af digital rådgivning.
Det er vigtigt, at både specialiserede indsatser på voldsområdet, fagpersoner og kommuner tager ansvar i forhold til at skærpe opmærksomheden på trivslen hos de borgere, de møder i deres arbejde.
Ligesom de skal nytænke mulighederne for hjælp inden for de nuværende rammer.
Så det fortsat er muligt at gøre en afgørende forskel i vejen mod et liv uden vold – både for udsatte og udøvere.
JEG ER taknemmelig for, at der i øjeblikket er både stærkt politisk fokus og stor handlekraft på voldsområdet.
Regeringen og støttepartierne sikrede med finansloven for 2020 et tiltrængt og historisk løft af voldsområdet, som er blevet styrket yderligere af tiltag under coronakrisen.
Ligesom der også har været glædelige politiske tilkendegivelser om, at dette kun er de første skridt.
Desuden er voldsområdet også den seneste tid blevet drøftet flere gange i folketingssalen, hvor også oppositionen har været optaget af at styrke indsatsen på området.
Der er således meget, der tyder på, at både regeringen og Folketinget også fremover kommer til at stå sammen med os i kampen mod vold i nære relationer.
Den politiske handlekraft kan dog ikke stå alene, hvis det skal lykkes vores samfund at bekæmpe vold i nære relationer.
Vi bærer alle sammen – pårørende, fagpersoner, du og jeg – et vigtigt ansvar i forhold til at bekæmpe vold i nære relationer.
Vi skal alle gå forrest i kampen mod vold i nære relationer ved at turde tale om den.
Vi skal sætte ord på vores bekymringer og turde spørge ind. Når vi nedbryder tabuiseringen af vold i nære relationer, når vi interesserer os for trivslen i vores nære omgivelser og sætter ord på de bekymringer, vi har, kan vi hjælpe den enkelte til at erkende, at vedkommende lever et liv med vold, og understøtte vedkommende i at række ud efter hjælp.
Hvis du tør spørge, tør folk svare. Ingen fortjener et liv med vold.