Debatindlæg juli 2019 – Vi svigter de voldsudsatte og voldsudøvende borgere

Hjælpen til voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd i Danmark er slet ikke tilstrækkelig. Det skal vi lave om på. For hvert år udsættes 38.000 kvinder og 19.000 mænd for fysisk partnervold.

Tallene er dobbelt så høje, når vi ser på psykisk partnervold.

Det er alarmerende tal, der kalder på politisk handling. Derfor er det også glædeligt, at vores nye ligestillingsminister for nylig sagde, at vold mod kvinder er på den politiske dagsorden. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Men vi er nødt til at være mere ambitiøse end det, hvis vi reelt vil forhindre vold i nære relationer.

Behovet for at sætte skærpet fokus på partnervold bliver også bekræftet i en af vores nye undersøgelser om kommunernes indsats mod vold i parforhold. Undersøgelsen viser desværre, at kommunerne i dag ikke er klædt ordentligt på til at håndtere sager om partnervold.

I mange tilfælde er den hjælp, som voldsramte borgere bliver tilbudt, tilfældig og afhænger af den viden og erfaring, som sagsbehandleren har. Derudover tilbyder de færreste kommuner ambulante behandlingstilbud til voldsudsatte og voldsudøvere. En af årsagerne er kommunernes begrænsede forpligtelse til at yde hjælp og tilbud til voldsudsatte og voldsudøvere.

Kommunerne er ifølge serviceloven i dag kun forpligtet til at tilbyde ét specialiseret tilbud på voldsområdet – og det er krisecenterophold til voldsudsatte kvinder. Hverken voldsudsatte mænd eller voldsudøvende kvinder og mænd er i dag nævnt specifikt i serviceloven.

Dertil indeholder serviceloven heller ikke nogen ret til forebyggende eller ambulant specialiseret behandling på voldsområdet.

Det betyder formentlig, at vi i dag svigter mange voldsudsatte og voldsudøvende borgere, når de står i en sårbar og skrøbelig situation. Ligesom vi ofte overlader dem til at være sagsbehandler i eget liv.

Ud over de store menneskelige konsekvenser forårsaget af vold koster det årligt samfundet mindst 1 milliard kroner i blandt andet øgede sundheds-og sociale omkostninger og tabt arbejdsfortjeneste, når vi ikke sætter ind med helhedsorienteret og forebyggende indsats, men generelt set venter med at tilbyde hjælp, til volden har vokset sig stor og indgribende.

Samtidig ved vi, at 74 procent af voldsudøvere i behandling selv har oplevet vold i barndommen. Disse tal er foruroligende og taler et tydelig sprog om, at vi er nødt til at fokusere på forebyggende indsats. Derfor var det også glædeligt, at flere politikere på Folkemødet i år tilkendegav, at der er behov for at revidere serviceloven, hvis vi som samfund fremover skal behandle alle voldsramte lige, og det skal lykkes at reducere omfanget af vold i nære relationer fremover.

Vores opfordring er derfor, at vores nye ligestillingsminister og socialminister ser serviceloven efter i sømmene for at sikre, at alle voldsudsatte og voldsudøvere – både kvinder og mænd – får ret til tidlig og forebyggende hjælp, inden volden eskalerer. Med en mere retfærdig lovgivning samt flere og bedre forebyggende tilbud på området kan vi komme et skridt nærmere at bekæmpe partnervold, som vi er nødt til at erkende er et stort problem.