Mig og min (særlige) rygsæk – ny bog til børn og unge, der har oplevet vold i familien

|

Kategorier

Nyheder
|

Lev Uden Vold udgiver bog til børn og unge, der har oplevet voldsomme konflikter eller vold i familien.

Rigtig mange børn og unge, der har oplevet voldsomme konflikter eller vold i familien, føler sig ofte alene med deres følelser og oplevelser.

Når børn vokser op med vold i hjemmet, kan det have store konsekvenser efterfølgende. Undersøgelser peger på, at der er en sammenhæng mellem børns videre udvikling og vold i familien. Det kan blandt andet føre til en lavere grad af trivsel, dårligere præstationer i skolen, lavere livschancer og kroniske sygdomme.

Derfor har Lev Uden Vold udgivet en bog til børn og unge, der har oplevet voldsomme konflikter eller vold i familien, for at de kan bearbejde deres oplevelser og forstå, at det aldrig er deres skyld, at der er vold i hjemmet.

”Vold er en meget tung byrde at bære rundt på som barn, og sætter ofte dybe ar på krop og sjæl. Det skal vi gøre op med for at sikre, at volden ikke fortsætter videre i andre relationer senere hen i voksenlivet”, siger sekretariatschef i Lev Uden Vold, Sine Gregersen.

En bog med øvelser og værktøjer, man kan dele med en voksen

Bogen Mig og min (særlige) rygsæk består af viden om vold i nære relationer og personlige erfaringer fra børn og unge, der har oplevet voldsomme konflikter og vold i deres familie.

I bogen er der også øvelser og tegninger, som børnene selv kan tegne videre på og farvelægge. Enten alene eller sammen med en voksen, de er trygge ved.

Forfatter af børnebogen og gruppeterapeut i Lev Uden Vold, Maria Højer Nannestad, håber, at mange får glæde af bogen:

”Når børn oplever vold i familien, oplever de, at det sted, hvor de skulle føle sig allermest trygge, bliver utrygt. Jeg håber, at bogen er med til at give dem et frirum, hvor de ikke er alene med alle de svære tanker, og som forhåbentligt kan hjælpe dem med at få øje på de mange styrker, de også besidder”, siger Maria Højer Nannestad.

Skriv til kontakt@levudenvold.dk for at bestille bogen med nedenstående oplysninger:

  • Navn og adresse
  • CVR nr. og evt. EAN-nummer, hvis I er en virksomhed, der bestiller
  • Ønsket antal
  • Om du ønsker at betale via MobilePay eller faktura (faktura dog kun for erhverv med CVR-nr.)

Bogen koster 135 kr. inkl. moms plus forsendelse (fra 75 kr.). Leveringstiden er 2-3 uger.

Bogen er også tilgængelig i PDF-form.

Nyt kursus til fagfolk om vold i familien

Lev Uden Vold tilbyder nu kurset Vold i familien – støtte og øvelser til børn og unge for fagfolk, der på forskellig vis arbejder med børn og unge, som er vidne til eller udsat for vold i familien.

Kurset tager udgangspunkt i bogen, Mig og min (særlige) rygsæk, for at give fagfolk mere viden om vold i nære relationer og konkrete terapeutiske øvelser til arbejdet med børn og unge, som oplever vold i hjemmet.

Deltagerne får også et eksemplar af bogen med hjem.

Læs mere om Lev Uden Volds kurser.

Væk fra denne side